Ilam, er en provins i den østlige del af Nepal. For at spare tid er et indenrigs rutefly en oplagt mulighed for en hurtig vej her til. For mine fly-nerver er det måske ikke det letteste, men det er vigtigt for mig ikke at lade min flyskræk bremse mig, så jeg købte en bilet til Buddha air… Det er muligt at lande i lavlandet kaldet Terai. Jeg landede i Bradrapur en halvstor grænseby. Det første der møder en når man stiger ud af flyet er en enorm varmemur og en fugtighed der er højere end man kan forestille sig det er muligt. Lufthavnen er mere en landingsbane, et skur og en skilt hvor der står ”arrival”, samt en rusten havelåge der indikerer at så er man ude. Lavlandet er frodigt og landskabet er domineret af grønne rismarker, efter en lille times køretur kan man ane bjergene der tårner sig op i disen, det er højlandet. Bilen begynder sin kæmpende tur op gennem det frodige grønne landskab, med de utallige temarker. Vejen snor sig, og i takt med at flere og flere hårnålesving nedlægges stiger temperaturen. Efter nogle timers kørsel inde i skyerne dukker Ilam frem. En livlig farvestrålende by med en livlig hovedgade også kaldet basaren, hvor man kan finde alt fra plasticstole til momos og strålende sarier. Byen har eftersigende oplevet en eksplosiv vækst og er vokset fra en lille flække til en by af betydelig størrelse og betydning for området. Her er flere skoler, en splinterny skole og et univesitets campus med bacheloruddannelse hvor verdensmesterskaberne i skak afholdes i netop disse dage (hmhh?)

De sidste par dage har igen budt på meget arbejde fra morgen til aften som i denne del af landet er fra 5.30 til 9.00 hvorefter der lukkes og slukkes over alt. Jeg har mødtes med min tolk, som jeg har ansat over e-mail, Skype og telefon opkald da han er fra en anden del af landet, og samarbejdet tyder allerede på at kunne blive udbytterigt. Der er ingen tvivl om at jeg hver dag lær noget nyt og bliver udfordret på mange fronter. I Ilam er jeg blevet rigtig godt modtaget og mødt med nysgerrige, men høflige spørgsmål af de lokale. Kontakter fra universitetet i Katmandu har også vist sig nyttige, en kontakt i dette land føre hurtigt til flere og det er gået utrolig hurtigt at skabe et bredt netværk i Ilam. På universitet har jeg fået en ”med-vejleder”  en ældre professor med tykke briller, traditionel nepalesisk hovedbeklædning (en lille vævet hat), ikke helt nyvasket, men med en inderlighed, venlighed der ikke er til at tage fejl af og et intellekt der strækker sig fra jura og politik til historie og socialvidenskab. Hans kontor er fyldt med bøger, artikler og hæfter (alt hvad han nu har kunnet fremskaffe) det virker for de fleste som om de ligger på gulvet (møbler er generelt en mangelvare) i et stort rod, men når man kigger efter er det tydeligt at de er sirligt ordnet i bunker efter tema. Den skøre professor, der har udråbt sig selv til min vejleder har med stor interesse læst min projektbeskrivelse og givet mig meget konstruktiv kritik og gode råd til den praktiske del af mit feltarbejde, samt åbnet sit netværk for mig, således at der allerede før min ankomst til landsbyen er arrangeret et sted at bo, mad og ikke mindst en til at bære mine ting, samt adgang til en række relevante dokumenter og kort over området.

Min vejleder fra KU der er rejst med her mente at det var en god ide at gøre opmærksomme på at vi befinder os i området de næste par måneder, Derfor aflagde vi besøg hos den højeste administrative enhed i distriktet der er at finde på et fort højt oppe mellem skyerne, bag pigtråd og bevogtet af militær i vagttårne med stirrende øjne og stor våben. Det vidste sig at være en dårlig ide, om det var timingen vores uformelle facon eller en provokerende approach der gjorde det er svært at sige. Uden at have mødt ham med magten ansigt til ansigt blev vi efter flere timers ventetid bedt om at forlade stedet, med den besked om at vi ikke var velkomne i Ilam hvis vi lavede vores planlagte research, og mange månedernes arbejde var ved at smuldre. Frustrationen var enorm, og jeg var klar til at pakke mine ting og forlade byen næste morgen. Jeg begyndte at arbejde på en ”feltarbejde i Nepal plan B”. Men da nyheden nåede ud til de mennesker der var blevet venner og partnere gennem de sidste par dages hårde networkings-arbejde, blev alle sejl sat for at få lavet en ordning der ville være gode for alle, det er tydeligt at mange her i Ilam har interesse i at der bliver åbnet muligheder for et samarbejde med udenlandske universiteter. Efter to dage med møder og forhandlinger ser det ud til at civilsamfundets organisationer med universitet i spidsen er blevet vores redning, hvordan dette er kommet på plads er en meget lang historie jeg gerne vil fortælle ved en anden lejlighed. Derfor vil jeg i morgen begynde min rejse til det der skal være min felt det næste lange stykke tid.

Se flere billeder på: http://www.flickr.com/photos/86751004@N03/show/