landsbyliv

Jeg forlod Gumaune, den landsby det gennem den sidste måned har været mit hjem og mit research område sammen med Ama (bedstemor) og 15 andre på ladet af en Pick-up. I 5-6 timer snoede bilen sig på meget små bjergveje gennem det smukke bjerglandskab, med grønne ris-terrasser og små træhuse så langt øjet rakte.

Grusvejen eller grusstien som det nærmest er, var virkelig dårlig, skyllet væk af regnen. Ind i mellem holdt pick-up’en på skrå og jeg holdt vejret. Ama kasted op hele vejen, hun er ikke så vandt til at køre i bil, der kommer ikke så mange biler til Gumaune, jeg tror kun jeg så en bil nogle få gange på den måned jeg var der. Jeg tror Ama og jeg havde det lidt på samme måde da vi hoppede ned fra pick-up’en, eller Ama hopped ikke, for hun går ikke så godt. Vi var lamslåede over trafikken og alle de mange små gade boder, mennesker, busser, butikker, alle menneskerne og larmen. Jeg havde ikke set noget lignende i over en måned og Ama måske ikke i et helt år, eller længere. Hun måtte sidde lidt på ladet og sunde sig over turen og alt det nye og meget anderledes, og var lige ved at blive kørt over da hun forsøgt at krydse vejen for at sætte sig på en stensætning. Selv om byen jeg er kommet til kan passeres på 2 min i bil kan den godt virke overvældende når ris terrasser, en ko der skal malkes og sydende gryder over bål er det man ser mest af. Ama og hendes søn er fortsat ned i lavlandet på en anden pick-up, hun skal besøge sin mor, Ama er selv er 75 og hendes mor er 95, jeg fik en chok da jeg fandt ud af at det var meningen med hendes udflugt – Har Ama en mor? Jeg syntes virkelig Ama er gammel og slidt efter det hårde liv i landsbyen. Alt denne rejsen for Ama og alle de andre skyldes at det Dashain, den største hindufestival i Nepal, på denne tid krydser store dele af befolkningen landet for at besøge deres familie, overalt er der mennesker på vej til eller fra deres familie i smukke sarier vandre de gennem landskabet eller sidder tæt pakket på ladet af alle slags køretøjer.

Urbaniseringen i Nepal er foregået eksplosivt, og mange mennesker har forladt landsbyerne i bjergene, der ellers har været meget folkerige, den samme tendens kunne ses i min landsby, mange huse havde kun 2 medlemmer, resten var migreret til lavlandet eller til Kathmandu. Men for to uger siden begyndte der at ske noget, landsbyen gennemgik en radikal forvandling, migranterne begyndte at komme tilbage i takt med at de kunne forlade deres jobs eller studier, og landsbyen livede op. Forberedelserne har også fyldt meget for de lokale, landsbyen er blevet hovedrengjort både ude og inde, huse blev malet, gardiner vasket, og år-gammelt støv fjernet. Mobiltelefonerne kimede, for at koordinere alle familiemedlemmers planer for ankomst, og ikke mindst muligheder for transport til landsbyen, specielt det sidste skabte oftest mange problemer.

Det var en stor oplevelse for mig at opleve Dashain, jeg havde boet hos den samme familie i en måned og var blevet en del af familien med huslige pligter og familie kærlighed. Så jeg blev også inkluderet i alle ritualer og traditioner for Dashain som et rigtig familiemedlem. Min familie er meget religiøse og traditionelle og derfor blev der afholdt daglige religiøse ritualer og ceremonier. Pushar rummet (familiens lille tempel eller rum for religiøse formål) blev dækket af røgelse, blomster, lys frugt til guderne og alle mulige ting i tallerkner foldet af blade. Der blev ofte afhold ceremonier hvor enten de selv eller præsten læser op af de hellige skrifter, det foregår på sanskrit og på en rytmisk nærmest syngende måde, det lyder utroligt smukt. Med alle de religiøse ritualer fulgte også hele eller halve dages fasten, eller forbud mod at spise det ene eller andet, i respekt for guderne. Min familie var heldigvis med på at jeg kunne blive undtaget for dette. Selve Dashain dagen starter med at alle bliver vasket, store gryder med varmt vand bliver sat over bålet og derefter påklæder alle sig deres fineste tøj, sarier i smukke farver, smykker osv, dette kunne jeg ikke blive undtaget for, og de syntes sarien i knaldrød lige er min farve og jeg er utrolig smuk i den.

I Dashain går man fra hus til hus i landsbyen for at modtage mad og tikka. Tikka er den røde prik som hinduer sætter i panden i Dashain er ris blandet med curd og rød farve, for at hilse det nye høst år velkommen. Det sættes i panden mens alle andre tilstedeværende synger et vers om de forskellige hinduguders styrker. Modtageren ønskes at have samme styrker som guderne i det kommende år, og i den sidste del af ceremonien gives personlige ønsker. En efter en får alle familiemedlemmer samme velsignelse i hvert hus. Det gjorde stort indtryk på mig at se hvor meget familie relationer betyder, der er navne for familie relationer der slet ikke kan oversættes og det er utrolig vigtigt for folk at komme til deres hjemlandsby til denne højtid selv om det kræver så utrolig mange ressourcer

Mit arbejde er gået utrolig godt, jeg har fået lavet en masse spændende interviews og der danner sig klart en historie jeg vil følge. Men lige nu skal det hele lidt på afstand så jeg får ro til at bearbejde det og tænke, og så skal jeg videre til lavlandet hvor enklaver af bønder fra landsbyen har bosat sig sammen for at være tættere på faciliteter som skole, marked og hospitaler.

Det interessante for mig er historien om de mennesker fra landsbyen, typisk unge mennesker, der har haft mulighed for at tage væk og opleve noget nyt, lære noget og blive inspireret af de udviklings tendenser der løber så stærkt i Nepal. Nogle af dem vender tilbage eller er vendt tilbage og de har muligheden for at bygge deres samfund op, og skabe udvikling i landsbyen, det foregår allerede og det er mulig at det kommer til at foregå i endnu højere grad i fremtiden. Det er spændene at se alle de lokale initiativer der foregår i landsbyen, hvor de lokal forsøger selv at skabe systemer og organisationer i et land som Nepal hvor staten fejler pga. manglende ressourcer og korruption. Spørgsmålet er om dette vil fortsætte da flere af de unge ikke ønsker at komme tilbage, i hvert tilfælde ikke permanent, og om de familier der ikke har ressourcer til at migrere, kun kan overskue landbruget og deres egen overleves, vil kunne fortsætte eller om der vil skabes endnu mere forskel på land og by og dermed dræne landområderne for ressourcer mens byerne fortsætter deres ekstreme vækst.

 

SE FLERE FOTOS PÅ: http://www.flickr.com/photos/86751004@N03/show/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

four × five =