Arbejde og fødselsdag i Kathmandu

Arbejdet i Katmandu begynder at tage form, den første del af feltarbejdet består for mit vedkommende i at genererer viden om landet, inden for de områder jeg skal arbejde med som meget overordnet set er migration og demokrati… Jeg har udset mig nogle personer, organisationer og institutioner relevante for mig både i forhold til vidensdeling, information og potentielt samarbejde. I de forgangne uger har jeg haft meget inspirerende møder; med en organisation der arbejder med de uformelle arbejder i Kathmandu, en Nepalesisk kvindelig post doc. der arbejder med migration og to forskellige demokrati organisationer med henholdsvis fokus på oplysning om demokrati og diskussion af demokratiske problematikker i et skrøbeligt demokratisk system som det nepalesiske. Alle møder har trukket mig ind i et netværk af spændende områder, nye vinkler og blinde veje. Og opklaret lige så mange spørgsmål som de har skabt nye. Møderne har givet mig mulighed for at møde forskellige mennesker med hver deres funktion, målsætning og passion. Det har mest af alt givet mig øvelse i at begå mig i et komplekst nepalesisk system der kræver at man forstår de politiske spændinger, de etniske konflikter og kastesystemet der formelt er afskaffet men alligevel spiller en stor rolle i langt de fleste individernes relationer og hverdags interaktioner. De næste par dage skal bruges til møder med samarbejdspartnere på Kathmandu university som igen vil opklare og skabe spørgsmål. Men dag for dag lær jeg lidt mere om Nepal.

Der er selvfølgelige også alt det praktiske der tager tid at lære, forstå og håndtere. En brøk del af gaderne har navne, langt de fleste har ikke, og man navigere efter landemærker. Udtalelsen kan være en betydelig udfordring og navnene kan være lige så svære at huske. Det er altid lidt overraskende for mig at det lykkedes de små hvide taxier, efter at de har mast sig vej gennem den kaotiske trafik, altid på en eller anden måde at nå målet, dog med flere stop for at spørge om vej og vende bilen og dytte af mennesker, biler, knallerter og andet der kommer i vejen. Vejen til mit hotel skal gøres bredere ca.2 meterskal hakkes af husene langs vejen, det ligner en krigszone, med mursten og bygge materialer overalt langs vejen og gør det til en udfordring at komme til Nepali-undervisning hver morgen. Sproget er udfordrerne men det lykkedes mig at lære nogle basale kneb, verber og ord trods en pædagogik der vil få en hver dansk sproglære til at holde vejret; ” Gentag efter mig…  gentage efter mig… en gang til.. og så gentag tre gang mere….”  puhaa. Underholdningen er dog i top når en forvirret bavian kommer forbi.

 

Lidt tid til at udforske byen har der også været at finde mellem møder, planlægning, læsning af lokal litteratur og transskribering. Søndag gik turen til Boudah, en bydel der ligger uden for ringvejen, det vil sige det er en af byens forstæder. Her ligger en af verdens største stupaer, da den blev bygget lå den for sig selv, omgivet af marker, men den kraftige urbanisering og mangel på byplanlægning betyder at markerne nu er tæt bebyggede områder, det gør at man ikke opdager at man er nærmer sig den store stupa før man drejer om hjørnet og ser de enorme øjnene der stirrer ned på en. Her er budistiske munke i de orangerøde drager, tibetanske kvinder i den traditionelle mangefarvede dragt, skoleklasser på tur i ens uniformer og bedflag i alle farver samt gade sælgere med hver deres varer. Kaotisk, vibrerende og stemningsfyldt.

At fejre min fødselsdag i Nepal viste sig at være et stort hit, den blev fejret med en fantastisk Bollywood film, ”Barfi”, som jeg tror bliver den nye Slumdog, så det er med at holde øje. Fødselsdags middagen var Thai og blev fulgt op af fødselsdagsgave; en gang massage hos en organisation for enlige kvinder og ofre for traffiking. Jeg er meget taknemlig for hilsner og tanker fra Danmark, det gjorde mig meget glad. Dagen efter blev jeg inviteret med hjem til Ramesh, der bor 15 min. fra hotellet ad små snørklede gader. I den lille lejlighed bor han med sin bror og to yngre søster og forældre, der er to små værelser og et lille køkken, forælderen sover i køkkenet. Trods de trange kår er gæstfriheden enorm og maden som de to søstre givetvis har brugt det meste af morgnen på at tilberede er noget af det mest velsmagende jeg har prøvet. Der er ingen tvivl om at Nepalesernes hjælpsomhed overskrider mine forventninger og er med til at give mig forhåbninger om at det er store oplevelser der venter de næste par måneder.

Jeg er ved at forberede mig på at det virkeligt går løs og det virkelig feltarbejde kan begynde på lørdag flyver jeg mod øst, så langt som man kan komme, og så vil det vise sig hvad den næste etape vil bringe med sig af oplevelser, metodiske udfordringer og spændende ny viden om et land jeg kun lige er begyndt at kende.

Se flere billeder her: http://www.flickr.com/photos/86751004@N03/show/

One thought on “Arbejde og fødselsdag i Kathmandu

  1. “Og opklaret lige så mange spørgsmål som de har skabt nye” og “viden om et land jeg kun lige er begyndt at kende”. skriver du. Før du tog afsted havde du jo sikkert brugt meget tid på at sætte dig ind i “Nepal”. Og du havde måske en formodning om at du vidste “temmelig meget”. I din konfrontation med “praksis” oplever du den store forskel mellem fiktiv viden og oplevet praksis. Den kan ikke overraske, selvom man bliver overrasket hver gang.
    Vi andre glæder os over at modtage det, der for os er fiktion på en skærmen. Men en fiktion der er maleriski en grad, så man næsten synes at man selv er dér . Og hvor det maleriske i dine fotos smitter af i teksten, eller måske også omvendt .
    Vær glad for de nepalesiske ord du har lært. Når du skal gengælde den gæstfrihed du omtaler, kan selv ganske få ord på det sprog , der er deres, være tusid gange mere værd end ingen ord.
    Rigtig god tur østpå.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

6 − 5 =