Udviklingsbegrebet opstod i en periode med fokus på at forbedre menneskers livsvilkår gennem vækst og økonomisk fremgang, med udgangspunkt i vestlige idealer om masseproduktion og handel. Denne tilgang til udvikling er blevet kritiseret af forskellige kritiske udviklingsretninger. En af de kritiske tilgange er post-strukturalismen, der specielt har været betydende inden for den kritiske udviklingsgeografi gennem de sidste årtier. Kritisk udviklingsgeografi har forsøgt at gøre op med nogle af de strukturelle opfattelser af samfundet, der har fastholdt det globale syd i deres position som underudviklet. Vestens dominerende rolle i forhold til udviklingsdagsordenen er blevet analyseret. Geografien har specielt bidraget med en redefinering af stedets betydning, hvor fokus er flyttet fra globale og national skala mod et styrket fokus på ”det lokale” og forsøg på at inddrage lokale kræfter i udviklingsarbejdet. (Lawson 2007). Spørgsmålet er, om dette kritiske projekt er lykkedes, og om kritisk udviklingstænkning har formået at bryde de strukturer, der blev skabt under mainstreamperioden.

Begrebet udvikling har sin baggrund i en række forskellige begivenheder og tendenser. Men især én begivenhed kan nævnes, som særligt signifikant for tilblivelsen af begrebet ”udvikling”: Præsident Trumans indtræden som amerikansk præsident i 1949, efter anden verdenskrigs afslutning. Hans vision var, at den vestlige verdens industrielle fremskridt og økonomiske vækst skulle inspirere den ”underudviklede” del af verden til at forbedre deres nationale forhold. Truman flyttede fokus væk fra imperialisme, og førte udviklingsbegrebet ind i en ny æra. Således ”skabtes” en underudviklet verden, bestående af omkring to milliarder mennesker. Skellet mellem den vestlige udviklede verden og det underudviklede syd opstod. Dette, som også er blevet kaldt ”The West and the Rest”, har haft betydning for udvikling siden (Esteva 2010).

Udover Truman spillede en lang række faktorer ind. Her kan bl.a. nævnes Bretton Woods aftalerne fra 1944, der skulle forbedre vestens og primært USA’s økonomiske og politiske muligheder i de tidligere kolonilande ved en øget multilateralisme i verdenshandlen. Bretton Woods aftalerne førte til dannelsen af den Internationale Valuta Fond (IMF), Verdensbanken (WB) og General Agreements on Tariffs and Trade (GATT) der senere blev til World Trade Organisation (WTO). De havde til formål at facilitere vækst og international handel, samt at stabilisere det internationale finansielle system. Institutionerne fik meget stor international magt og kom til at definere og dominere en global økonomisk- og udviklingsdagsorden. (Lawson 2007). Den kolde krigs magtforhold mellem øst og vest påvirker den geopolitiske dagsorden og påvirker også forholdet mellem nord og syd. Samtidig med at den vestlige verdens greb om kolonilandende og deres frygt for at miste indflydelse og opbakning ligeledes var af afgørende betydning for verdensordnen.  En teoretisk tilgang til udvikling, der havde betydning for perioden, var Rostows beskrivelse af stadier for vækst. Vækst og økonomisk udvikling anskues som en lineær og progressiv proces. Lande skulle gennemgå en serie af udviklingsstadier for at nå til masseproduktionsniveauet, som den vestlige verden havde nået. Udvikling blev derfor ligestillet med økonomisk vækst og fremskridt. Heri lå løsningen på den underudviklede verdens problemer (Lawson 2007).

Disse førnævnte begivenheder og tendenser har været med til at forme mainstreamudvikling. Mainstreamudvikling opstod med en videnskabelig fundering af den vestlige verden, som den moderne verden, samtidig med at den nye verden blev defineret som kaotisk, voldelig og underudviklet (Lawson 2007).  Tendensen i mainstreamudvikling var udmærkelsen af vestlig viden som den ubestridte sandhed, der kunne give svar og løsning på den underudviklede verdens problemer. Med talemåden ”the west and the rest” var det billede, der blev tegnet af ikke vestlige lande meget stereotypt; der blev ikke fokuseret på at forstå de regionale forskelle, men mere på én løsning og ensartet behandling til alle udviklingslande også kaldet ”one size fits all” modellen (Lawson 2007). Mainstreamudvikling er strukturalistisk i den forstand, at det er de underliggende samfundsstrukturer, der har betydning for, hvorledes verden opfattes, og at alle begivenheder kan forklares ud fra generelle mekanismer. Derfor fokuserer mainstream udvikling ikke på menneskers opførsel og relationer, men ser mennesket som et subjekt (Murdoch 2006).

Geografien i mainstream perioden

Geografiens indtog i udvikling kom forholdsvis sent. Geografien havde spillet en stor rolle i forhold til imperialismen, primært i forbindelse med geopolitiske forhold i relation til ekspandering. Bidraget fra geografernes side var primært tegning af kort og strategiske planer for erobring af nyt land. Denne position havde givet geografien et dårligt rygte, der ikke passede ind i de nye tanker om udvikling. Geografien havde derfor ikke spillet den store rolle i forbindelse med udviklingsbegrebets begyndelse. Det var først i 1960’erne at geograferne kom på banen i forbindelse med udvikling. Da den kvantitative revolution skabte et rum for geografiens kvantitative tilgang til undersøgelser og analyser (Lawson 2007).  Geografernes rumlige analyser bidrog til mainstreamudvikling og påvirkede synet på rum, sted og skala. Hermed skabtes ideen om at moderniseringen og væksten skulle ske på baggrund af relationelle links mellem forskellige steder. Væksten forekom i bestemte vækstpoler; byer, der var forbundet gennem infrastrukturelle netværk.  Den rumlige tilgang er geografiens speciale, og fokus på de rumlige analyser er geografiens metodiske styrke. Hvilket således er en af grundende til, at geografien har haft mindre påvirkning i mainstreamudvikling, idet stedet her ikke ses som en vigtig faktor i forhold til at forstå udvikling. Stedet teoretiseres ikke i mainstreamperioden, dets kompleksitet bliver reduceret til at omhandle universelle narrativer forbundet til moderniseringsprocesser, eller fungerer som konkrete mål for udviklingsinterventioner (Lawson 2007)

Gennem koldkrigsperioden var territorielle anliggender et meget følsomt politisk emne, der havde sat sit aftryk på mainstreamudviklingen. Nationalstaten var den skala, der dominerede i mainstreamperioden, hvorimod lokalsamfundet og husstanden sjældent anvendtes. Nationalstaten blev set som den afgørende arena for udviklingsdiskurs og -praksis (Lawson 2007).  I overensstemmelse med Rostows stadier for vækst var mainstreamgeografiens tilgang til fattigdom og ulighed i syd et spørgsmål om manglende udvikling, hvor det vestlige kapitalistiske markedssystem var det ubestridte mål for den udvikling, der var ønskværdig for syd. Dette mål skulle nås gennem modernisering af nationalstaten, som derpå skulle facilitere en transformation af samfundet med det vestlige samfund som forbillede (Lawson 2007).

The time of the posts

Fra slutningen af 1900-tallet opstår flere kritiske reaktioner på forskellige samfundstendenser og opfattelser, også kaldet ”the time of the posts” (Lawson 2007). Præfikset ”post” indikerer perioder, der kommer efter noget andet, og indikerer dermed et skift. Det er vigtigt at pointere at forskellige post-retninger (post-modernisme, post-kolonialisme osv.) ikke umiddelbart kan sammenlignes på andre måder, end at de er en kritisk modreaktion på tidligere samfundstendenser, hvorfor de kan være lige så forskellige, som det de tager afstand fra (Murdoch 2007). Specielt postmodernismen kan være et ”fuzzy” begreb, idet det er blevet brugt om mange forskellige perioder både fagligt, ideologisk og tidsmæssigt (Lawson 2007).

Efter Den kolde krigs afslutning følger en periode med geopolitiske omvæltninger: Nationalstatens hegemoniske position spiller ikke samme rolle i en globaliseret verden. Dynamiske og komplekse processer ændrer den rumlige opfattelse. Rummet, f.eks. nationalstaten, kan ikke længere ses som en simpel ”container”, bestående af hegemoniske processer. Rummet er komplekst og konstrueres af processer, flows og relationelle forhold (Hart 2002; Murdoch 2007). Med en ændret rumopfattelse og redefinering af skalabegrebet samt øget fokusering på stedet som unik arena for udvikling, får geografien en renæssance i forhold til udvikling. Dette bliver yderligere beskrevet i afsnit 7.

Kritisk udviklingsgeografi i en poststrukturel retning

Den kritiske udviklingsgeografis skift til ”the posts” har været bundet til en post-strukturel tilgang. Poststrukturalismen tager afstand fra de eksisterende samfundsstrukturer, og forsøger at adskille udvikling fra de strukturelle og meget begrænsende analyser af samfundet, der kendetegner mainstreamudvikling (Lawson 2007). Poststrukturel geografi afviser strukturalisternes opfattelse af, at der bag alle begivenheder findes generelle mekanismer, hvori løsningen og sandheden kan findes (Murdoch 2007). Poststrukturalismen ser derimod menneskers adfærd, og sociale relationer som afgørende, og er derved mere pluralistisk og kontekstuel; det er ”decentrerede” strukturer frem for universelle strukturer der studeres. (Murdoch 2007). Det er på dette område, at den poststrukturelle retning adskiller sig fra Marxistisk-Feministisk tænkning, der har haft indflydelse på kritisk udviklingsgeografi siden 70’erne. Marxismen/feminismen kritiserede mainstream periodens strukturer, men gjorde ikke op med tanken om et samfund stærkt afhængigt af bagvedliggende strukturer og mekanismer (Lawson 2007). Dog er der visse ligheder mellem de to perioder, og mange kritiske udviklingsgeografer har også haft udgangspunkt i en Marxistisk-Feministisk kritik og dens afstandstagen fra verdens dybe ulighed. Post-strukturalismen har dog i højere grad fokuseret på den diskursive magt som årsag hertil.

Når det er sagt, skal det også nævnes, at den poststrukturelle geografi på nogle måder holder fast i de strukturelle processers betydning for samfundet, og den accepterer, at der er behov for nogle strukturer i samfundet (Lawson 2007). En signifikant poststrukturalist er Michel Foucault, der af mange dog anses for at stå i gæld til strukturalismen. Foucault interesserede sig dog mere for brud og forskelle mellem magt- og tankestrukturer end for selve strukturerne. Han arbejdede med ideer om, at meninger dannes som et kulturelt produkt af cirkulation og udveksling af meninger i en form for strukturer (Murdoch 2007).

Geografen Arturo Escobar (i Lawson 2007) var bl.a. inspireret af Foucaults i hans kritik af mainstreamudvikling. Han mente at mainstreamudvikling havde fejlet i at håndtere de sociale og økonomiske aspekter af udviklingen, således at de fattigste ikke var blevet tilgodeset. Her brugte han Foucaults teoretisering af magt og diskurs. Escobar beskyldte mainstreamudvikling for at reproducere Vestens hegemoniske position ved ikke at tillade alternative argumenter og forståelser at bidrage til den universelle udviklingsforståelse. Mainstreamudvikling havde således skabt et magtfuldt diskursivt regime, der definerede en ubestridt sandhed om den rigtige tilgang til udvikling. Escobar kritiserede mainstreamudvikling for at fokusere på fattigdom som årsag til manglende udvikling, idet det ifølge ham var de vestligt definerede strukturer der fastholdt det globale syd i en position, der ikke gjorde det muligt for dem at forlade deres rolle som fattigt, undertrykt og tilbagestående.  De vestlige lande udnyttede udviklingsdiskursen til at dominere, styre og udnytte den såkaldte tredje verden. Dermed var afviklingen af udviklingsdiskursen den eneste måde at bremse den vestlige dominans og udnyttelse af lande i syd (Escobar i Lawson 2007). Disse tanker fra begyndelsen af 1990’erne har vundet indpas hos mange kritikere siden (afsnit 6)  (Friedman 2007).

Diskurs er tilgange til viden og sandhedsregimer om verden. Diskurserne er skabt på baggrund af ideer, idealer, narrativer osv. Diskurser er både socialt produceret og socialt producerende, og fastholder hegemoniske magtrelationer i det samfund og mellem de institutioner, som beskrives (Lawson 2007). Kritiske udviklingstænkere beskriver, hvorledes udviklingsideer er implementeret af magtfulde aktører, som har skabt et sandhedsregime omkring udvikling ud fra vestlige ideer. Her følger en kort skitsering af en række af de områder, hvorved kritisk udviklingsgeografi ud fra en poststrukturelorientering har søgt at gøre op med mainstreamudviklingens universelle tilgang til udvikling:

Civilsamfundet er en vigtig enhed for udvikling. Hvis sociale bevægelser og NGO’er i civilsamfundet står for implementeringen af udvikling i stedet for internationale institutioner, vil man kunne implementere udvikling fra neden og dermed gøre op med mainstreamudviklings top-down styring (Lawson 2007). Participation spiller en vigtig rolle: Ved at fokusere på deltagelsesbaseret udvikling baseret på lokale viden, hermed er det muligt at bryde med Vestens monopol på viden om udvikling (Rahnema 2010 ; Hickey og Mohan 2005). Her er empowerment et buzz-word. Det handler om at styrke aktørerne i civilsamfundet, så de er i stand til selv at kæmpe for deres ret til udvikling og bedre forhold. (Booth 1993).  Ligeledes fokuseres på at fremme governance, frem for government. Det vil sige at flere samfundsinstitutioner, både lokale, nationale, regionale og globale deltager i de politiske processer forbundet med udvikling, hvilket betyder en revurdering af magten. Dette kan ses i relation til en redefinering af skalabegrebet. Stedet (det lokale) prioriteres i højere grad end tidligere. Den poststrukturelle geografi manifesterer sig som en kontekstuel teori, der formes i de konkrete omgivelser, det vil sige at teori udvikles gennem undersøgelser og forskning i felten. Her inkluderes de faktuelle forhold i et område, således at udviklingen kan frigøres fra mainstreamperiodens stereotype forestillinger om årsager til fattigdom og ulighed. Her er der fokus på stedet (det lokale) som den centrale arena for både forståelse af årsager og behov for udvikling samt implementering af udviklingsprojekter (Hickey og Mohan 2005).

Mainstream – paradigmet der blev ved

De forskellige retninger inden for udviklingsgeografien kan ikke ses som paradigmer, der har presset mainstreamudvikling væk fra udviklingsområdet. Det er blot kritiske tilgange til udvikling, der har påvirket holdningen til udviklingen i forskellige perioder. For skabe et nyt paradigme kræves det, at der gøres op med eksisterende strukturer med evt. skabelse af nye alternative strukturer i samfundet (Booth 1993). Nogle strukturer fra mainstreamperioden har endnu stor betydning for samfundsopfattelsen: Den kapitalistiske samfundsøkonomi (afsnit 7.1), de internationale organisationer (som IMF og WB) (afsnit 7.2) samt reproduktion af vestlige ”monokulturer” (afsnit 7.3).

Mange har gennem tiden kritiseret den kapitalistiske markedsøkonomi f.eks. Joseph Stiglitz, der har modtaget en Nobelpris for sin kritik af neoklassisk økonomi. Gennem sin position i Verdensbanken har han kritiseret ”the new development economics” for ikke at fjerne sit fokus fra de frie markedsidealer og den kapitalistiske markedsøkonomi, og dermed for ikke at ændre sig fra sin position i mainstreamperioden (Fine 2006). En favorisering af frie markedskræfter og økonomisk vækst som succeskriterium kan også ses på den måde Østasien og Afrika sammenlignes. Østasien betegnes som et område, der har oplevet en succesfuld udvikling de sidste år, som begrundes med deres økonomiske ”tiger-vækst”, men hvor sociale problemer, regional ulighed og manglende socialt netværk ofte overses. Derimod bliver Afrikas, på grund af sin manglende (tiger)vækst, beskrevet som tilbagestående og underudviklet, og placeret i samme mareridtscenarie som altid (Lawson 2007).

En nødvendighed for at udvikling kan flytte sig ud af mainstreamperiodens jerngreb, er et endeligt opgør med den økonomiske tankegang, der definerer den diskursive retning. Der er behov for en alternativ økonomi, der inkluderer sociale og samfundsbaserede elementer (Hart 2002). Gibson-Graham har taget udfordringen op og kommet med bud på et opgør med den kapitalistiske økonomi. Deres vision er klar:

”Our challenge to the mainstream development project focuses on a singular vision that the only viable economy is a capitalist one, and that the only dynamics that will produce economic development are those of capitalist development – production of commodities for the global market, capital accumulation and export led growth”(Gibson-Graham 2005: 12)

For at bryde med denne økonomiske hegemoni introducerede de projektet “the divers economy”, der skal give økonomien en ny identitet. Projektet er også kaldet ”community economy” og uddybes på hjemmeside (http://www.communityeconomies.org). Projektet bygger på en forestilling om, at andre mere retfærdige og bæredygtige økonomier er mulige. Formålet er at producere en rummeligt forståelse af økonomien, hvor det er muligt at fremhæve alternative økonomier i et samfund f.eks. uformel arbejdskraft, husarbejde osv. Projektet søger også at teoretisere disse alternative aspekter af økonomien for at skabe en forståelse af de mange bidrag til samfundets økonomi, som bæredygtige non-kapitalistiske alternativer (Gibson-Graham 2005). Der hvor der allerede ses eksempler på alternative økonomier har der ofte i perioder været økonomiske kriser, og hermed motivation til at overveje en anden form for økonomi, f.eks. i Argentina i starten af 90’erne, hvor en krise bl.a resulterede i at flere kooperativer opstod (Gibson-Graham 2005).

Også på et mere politisk plan er det de samme strukturerer og organer der dominerer udviklingsområdet. Godt nok er der kommet mange NGO’er på alle skalaer, men det er de internationale organisationer (WB og IMF), der stadig er dominerende. Et af problemerne er, at det er de samme institutioner, der definerer hvad udvikling er, som stiller forslag til hvorledes problemerne skal løses, og som har midlerne (og dermed også magten) til at løse problemerne. James Ferguson har på baggrund af sit omfattende feltarbejde i Lesotho skitseret Verdensbankens håndtering af udvikling. I bogen ”The Anti-politic Machine: ’development’, depoliticisation and Bureaucratic Power in Lesotho”(Ferguson i Lawson 2007) kritiserer han verdensbankens håndtering af udvikling efter vestlige ideer. Hans argument er, at de internationale institutioner forhindrer de politiske og demokratiske kræfters frie spil, fordi de på forhånd har defineret nogle mål for landets udvikling. Processerne for udvikling får ikke lov til selv at opstå, men bliver iværksat af overnationale organer (Lawson 2007).

En anden udfordring i forlængelse af dette omhandler målbarhed af udvikling. Ligesom den vestlige verden har vanskeligt ved at anerkende andre økonomier end dem, der kan måles og vejes, har den vanskelig ved at se udvikling som noget ikke-målbart. De internationale organisationer, såvel som NGO’er, verden over skal legitimere, at deres midler er brugt på ærlig vis og har haft den ønskede effekt. Udvikling måles i forhold til økonomisk fremskridt. Der er taget mange initiativer til en anderledes tilgang f.eks. Human development indeks (HDI). Men hvis man ser på rapporter som f.eks. World Development Repport (World Bank 2009), så er det endnu økonomisk vækst der anvendes som det overordnede mål for udvikling. Verdensbanken og IMF fortsætter ligeledes med at se nationalstaten som vigtigste enhed for udvikling. Deres udviklingstiltag omhandler neoliberale interventioner på nationalt niveau, der skal søge at hjælpe nationalstaten ud af de økonomiske kriser, den befinder sig i.  Selv om der i den nyeste udgave af World Development Repport (World Bank 2009) er taget tiltag til at inddrage både en lokal og global skala, så vender Verdensbanken tilbage til nationalstaten som den centrale skalaenhed (Lawson 2007).

Det globale syds fortsatte undertrykte position skyldes, at store dele af verden endnu er underlagt vestens etnocentriske verdensopfattelse. Dette forklarer Sociologen Boaventura de Sousa Santos (i Gibson-Graham 2005), ud fra det han kalder ”monokulturer”. Med dette begreb beskriver han vestens opfattelse af egne kulturer og idealer som de eneste rigtige tilgange til at forstå verden. Videns monokultur, der gør moderne vestlig videnskab til den endegyldige sandhed. Lineære monokultur, er helligelse af hændelser og traditioner i fortiden, der anvendes til at definere nutid og fremtid. Klassificerings monokultur, der favoriserer hierarkiske opdelinger, uden fokus på subsystemer. Universel/global monokultur, forudbestemt rangordning af skalaer der medfører, at ”det lokale/den lokale skala” mister sin betydning i og med at det defineres og produceres af de dominerende skalaer. Kapitalistisk monokultur, fokusering på vækst gennem de frie markedskræfter, og afvisningen af ikke kapitalistiske alternativer (Gibson-Graham 2005).

Disse monokulturer viser sig at være stærke og meget svære at bryde. Vestlig arrogance og modvilje mod at afgive indflydelse og dominans kan begrundes med monokulturernes styrke og betydning (Lawson 2007).

Mange af de post-strukturelle kritikere af mainstreamudvikling er akademikere fra vestlige lande. Alene dette faktum er et paradoks, der rejser et fundamentalt spørgsmål om, hvorvidt kritisk udviklingsgeografi kan betegnes som fundamentalt afvigende fra mainstreamperioden. Udfordringen er at lytte til befolkningen og inkludere dem i processerne. Det handler i praksis om at forstå baggrunden for den lokale viden, at lytte til alternative forslag og strategier, nede fra (Long og Villarreal 1993). Selv om der er kommet et øget fokus på mikroniveau, er magten endnu placeret på national, regional og globale niveauer. Magtasymmetrien fastholder et skel mellem nord og syd (Hickey og Mohan 2005) Rollen som facilitator i udviklingsprojekter er ligeledes en balancegang. Med empowerment er det svært at styrke andre, og give dem magten til at handle uden at definere hvordan det skal gøres, og hvad der er et rigtigt mål for deres handlinger (Booth 1993). En sådan faciliteringsproces kan ligge sig tæt op ad manipulation (Long og Villarreal 1993).

Udvikling i en blindgyde – Udvikling i teori og praksis

Den kritiske udviklingsgeografi er havnet i en blindgyde. Det er ikke svært at finde kritikere, der dekonstruerer udviklingen, og tager afstand fra mainstreamudviklingens forfejlede forsøg på at imødekomme en stigende global ulighed (Radcliffe 2005). Problemet er at de dekonstruktiverende projekter ikke har konstrueret noget nyt. Poststrukturelle udviklingskritikere har skabt et rum til at forestille sig alternativer, men ingen har været i stand til at fylde dette rum ud med konkrete tiltag. Kritisk udviklingsgeografi er derfor i en situation, hvor der ikke er anden mulighed end at fortsætte med at dekonstruere den dominerende udviklings dagsorden (Friedman 2007). Det er grunden til at udviklingsgeografien er stagneret, og at kun få konkrete alternativer som ”communety economy” i praksis eksemplificerer post-strukturalismen (Gibson-Graham 2005).

En anden årsag til den kritiske udviklings stagnation kan være den kløft, der eksisterer mellem udviklingsteori og – praksis. Der findes en stor afstand mellem teoretikere ”i deres elfenbenstårne” og praktikerne ”med hænderne i mulden”. (Long & Villarreal 1993). Teoretikerne er langt fra virkeligheden, mens praktikerne overromantiserer græsrodsbevægelserne, lokale grupper og lokal viden (Booth 1993; Edvards 1993; Hickey & Mohan 2005; Radcliff 2005). Udfordringen ligger i at forene den viden der findes hos akademikeren, med den lokale viden, der findes blandt dem der arbejder med udvikling i praksis. Opgaven er ikke så enkel, det handler om at forene mikro og makro niveau (Long & Villarreal 1993). Edvards (1993) problematiserede allerede for 18 år siden dette forhold.  Han mener at det er en balancegang at forstå den verden som skal ændres gennem udviklingsprojekter, uden at overtage kontrollen med den. Samtidig er det ikke muligt at forstå den verden udviklingen skal ændre uden at være involveret i de processer, der ændrer den (Edvards 1993).

Udviklingsgeografiens udfordringer

Udviklingen befinder sig i en situation, hvor der er skabt en kløft mellem det lokale og det globale, mellem teori og praksis og mellem forståelse og handling. Der mangler links, hvilket har påvirket udviklingsområdet gennem de sidste to årtier. Udviklingen har oplevet en intellektuel og praktisk stagnation. Problemerne er blevet klarlagt, men alternativet er ikke fundet, og broerne er ikke blevet bygget. Denne blindgyde i udvikling har fået mange af dem, der beskæftiger sig med kritisk udvikling til at revurdere deres position (Booth 1993). Geografer har således måtte revurdere deres faglige position og retfærdiggøre deres bidrag til udviklingsområdet (Radcliffe 2005).

Et bud på at bringe udviklingen ud af stagnationen kan være at gøre op med de strukturer, der stadigvæk dominerer udviklingsområdet som nævnt i afsnit 7: opgør med vestens monokulture, redefinering af den institutionelle magt, samt anerkendelse af økonomiske alternativer (Gibson-Graham 2005). Dertil kommer at en løsning af problemet med manglende sammenhæng mellem teori og praksis kunne være at forene udvikling i én samlet proces, der placerer det lokale centralt. Et radikalt alternativ der i praksis vil fungere som en løsrivelse af udvikling fra sin teoretiske vinkel. (Edvards 1993). Det er måske her, at geografiens tradition for on-site research og feltarbejde kan genfinde sin position i forhold til fremtidig arbejde med udvikling (Radcliffe 2005) Samtidigt ville dette dog reducere udviklingsgeografien til et praktisk fagområde. Men ingen løsning på den kritiske udviklingsretnings krise ser ud til at være på vej til at slå igennem.

Litteraturliste:

Bebbington, AJ. and Bebbington, DH. (2001) ‘Development alternatives: practice, dilemmas and theory’, Area 33(1)

Booth, D. (1993) ‘Development research: from impasse to a new agenda, in Schurmann, FJ. (ed.), Beyond the Impasse: New Directions in Development Theory, London and New Jersey, Zed Books:

Edwards, M. (1993) ‘How relevant is development studies?, in Schurmann, FJ. (ed.), Beyond the Impasse: New Directions in Development Theory, London and New Jersey, Zed Books

Esteva, G.  (2010) participation In Sachs, W. (2010) The Development Dictionary. London; Zed Books

Fine, B. (2006) Joseph Stiglitz (Simon, D. (2006) Fifty Key Thinkers on Development. London; Routledge

Friedman, John T. (2006). ‘Beyond the Post-Structural Impasse in the Anthropology of Development’, Dialectical Anthropology, Vol. 30, No. 3/4

Gibson-Graham, JK. (2005) ‘Surplus possibilities: Postdevelopment and community economies’, Singapore Journal of Tropical Geography 26 (1)

Hart, G. (2002) Development and Geography: Critical Ethnography,” Progress in Human Geography, vol. 28, no. 1.

Hickey, S. and Mohan, G. (2005) ‘Relocating participation within a radical politics of development’, Development and Change 36 (2)

Lawson, V. (2007) Making Development Geography. London; Hodder Arnold

Long, N. and Villarreal, M. (1993) ‘Exploring development interfaces: From the transfer of knowledge to the transformation of meaning’, in Schurmann, FJ.(ed.), Beyond the Impasse: New Directions in Development Theory, London and New Jersey, Zed Books: 140-168.

Murdoch, J. (2007): Post-structuralist geography: a guide to relational space. London: Sage Publications Ltd

Radcliff, S. (2005) Development and geography: towards a postcolonial development geography, Progress in Human Geography 29 (3)

Rahnema, M. (2010) participation. In Sachs, W. (2010) The Development Dictionary. London; Zed Books

World Bank (2009) World Development Report. Washington; World Bank