Kathmandu har været afskåret for livsnødvendige forsyninger som gas, brændstof og fødevarer i snart en måned, livet er ved at gå i stå og lavlandet har i flere måneder været påvirket af konflikt, uroligheder, strejker og udgangsforbud. Protest grupperne har netop meddelt at de vil intensiver konflikten yderligere. Alt dette lammer Nepal et halvt år efter at jordskælvet ramte, og pulveriserede mange bygninger og udslettede mange landsbyer. Næsten 9000 mennesker omkom, og mange mennesker mistede deres hjem. Nogle områder har kun modtaget nødhjælp i meget begrænset omfang og nu kommer vinteren snart med mange sne og kuld i bjergområderene, og mange har ikke huse at bo i.

Man synes jo, at nepalesernes lidelser har været store nok. Men de politiske uroligheder og forsyningskrise menes at have økonomiske omkostninger som langt overskrider omkostningerne som følge af jordskælvet og kan tvinge landet helt i knæ. Der er ikke mere benzin i Kathmandu, folk kan ikke passe deres arbejde skoler er lukkede og der er ingen trafik i gaderne og sådan har det været i omkring en måned. De fleste er for længst løbet tør for gas til madlavning og forsøger at koge deres måltider over bål i gaderne mange restauranter og små spisesteder er lukket. Alt dette sker samtidig med at den danske regering planlægger at stoppe et langt samarbejde med Nepal.

Nepals nye forfatning – eufori afløst af Uroligheder i grænselandet

Nepal fik en forfatning den 20. september, en langstrakt proces, der er blevet startet i 2006 efter den fredsaftale, der afsluttede landets 10 år lange borgerkrig. En euforisk stemning spredte sig i Kathmandus gader, folk malede flag på veje, sang og dansede og tændte lys for at byde forfatningen velkommen. En euforisk taxachauffør sagde ”now the New Nepal is coming ”. Men euforien i Kathmandu ophørte hurtigt, for ikke alle i Nepal var tilfredse med forfatningen og heller ikke Nepals ”storebror” og naboland til både øst, syd og vest, Indien, der historisk set har haft stor indflydelse med Nepals politik men denne gang ikke var blevet taget med på råd. Forfatnings-euforien blev hurtigt afløst at politiske uroligheder. Baggrunden herfor skal findes i nogle historiske forhold i det Nepalesisk lavland, Terai, der grænser op til Indien i syd. Tharu- og Mades-folkene udgjorde indtil starten af 1950’erne omkring 95 % af befolkningen i Terai. Det meste af Terai var dækket af skov, og befolkningen forsørgede sig ved ekstensivt landbrug. Området var ubeboeligt for befolkningen fra Nepals højland, på grund af malaria, som de lokale folk menes at have været resistente over for. I starten af 1950erne, hvor højlandet begyndte at være tynget af overbefolkning, blev malaria i lavlandet udryddet med hjælp fra internationale organisationer. Regeringens politik var at flytte befolkningen fra højlandet til ”det nye land” i store re-settlement programmer. Dette kom til at gå ud over den oprindelige befolkning, der i løbet af en kort årrække blev en minoritet og fik funktion som landarbejdere eller servicefolk for tilflytterne fra højlandet.

Protester mod forfatningsforslaget

Umiddelbart kan den nye forfatnings indhold synes at have taget stort hensyn til Nepals sammensatte befolkningsstruktur. Problemet er i virkeligheden mere den måde forfatningen er blevet til på, og den store afstand der er mellem den politiske elite og det nepalesiskefolk, specielt de marginaliserede grupper i landet. Det helt store spørgsmål har været inddelingen af landet i nye føderale stater. Det er denne inddeling, der har affødt vreden blandt  Tharu- og Madeshfolkene. Utilfredsheden har udviklet sig dramatisk: Der meldes om over 40 personer dræbte og mange sårede samt afbrændte og smadrede bygninger og køretøjer. Op til den endelige stadfæstning af forfatningen har protestgrupper indkaldt til blokade af al aktivitet: Transport (privat og offentlig), uddannelsesinstitutioner (der i forvejen var lukket i flere måneder efter jordskælvet), hospitaler og offentlige kontorer. Denne blokade har i nogle områder varet tre måneder og er blevet forværret af periodevise udgangsforbud, fordi sammenstødende har været af meget voldsom karakter. Oprørsgrupperne har angrebet politiet med markredskaber, og der har været enkelte bombesprængninger.

Indiens rolle i konflikten

Indien har udtrykt tydelig utilfredshed med forfatningen og har kort efter at den blev vedtaget udsendt en pressemeddelelse, der udtrykker bekymring med situationen i Terai og kritiserer, at processen ikke har sikret, at alle etniske grupper føler ejerskab til forfatningen. Fra den 23. september blev alle grænseovergange mellem Indien og Nepal fra øst til vest simultant lukket, hvilket betød stop for forsyning af bl.a fødevarer, gas og benzin. Nepal er fuldstændigt afhængig af produkter fra Indien samt af de varer, der bliver sejlet til indiske havne og transporteret over land til Nepal. Indien er på grund af en aftale indgået af de to lande også den eneste leverandør af fossile brændstoffer til Nepal. Siden jordskælvet har de farlige veje gennem Himalaya bjergene til Kina været lukkede og det betyder at handel med omverdenen kun har været mulig via Indien. Indien vil ikke officielt tage ansvar for blokaden, men begrunder det med de usikre transportmuligheder gennem Terai, på grund af de fortsatte interne konflikter og siger, at det er protestgrupper der blokerer grænsen. Det virker som en usand påstand, både fordi blokaden blev effektiviseret på samme tidspunkt over hele landet fra øst til vest, og fordi Nepals militær har lovet at eskortere lastbiler gennem de mest konfliktprægede områder. Den almindelige holdning er, at inderne blokerer grænserne dels for at vise deres magt og deres utilfredshed med, at de ikke blev inviteret til forfatningsforhandlingerne og dels i sympati med nogle af de grupper der protesterer mod forfatningen, en sympati der har sammenhæng med disse gruppers indiske herkomst. Flere medier peger på, at blokaden er ulovlig i forhold til internationale konventioner, særligt i forhold til at blokaden hindrer Nepal i at modtage forsyninger.

Krisens konsekvenser i Nepal.

Krisen er ved at bide sig fast, mange familier kan ikke længere lave mad i hjemmet, da der ikke er mere gas, Det er svært at få fødevarer frem, hylder er tomme og restauranter lukker ned, taxaer holder stille og chaufførerne er bange for, at de ikke kan betale deres billån. Der er næsten ingen køretøjer på gaderne i Kathmandu, og busserne er proppet til bristepunktet og passagerer sidder stuvet samme på taget i håb om at komme frem til deres destination for at kunne passe deres skole, arbejde mv. Priserne er steget, benzin handles til tårnhøje priser på det sorte marked og passagerbusser til Kathmandu er fyldt til bristepunktet med passagerer men også med gasflasker og Benzin i vandflasker en meget farlig og eksplosiv cocktail på de bumlede vejer over bjergnen. Nepal Airline er begyndt at flyve brændstof ind til indenrigsfly og helikoptertrafik i Nepal, der er eneste kontaktmulighed til mange isolerede bjergområder. Internationale fly til Nepal er tvunget til at foretage ekstra landinger i Indien og Bangladesh for at få brændstof til turen. Det sorte marked for de varer der ikke længere kan købes, specielt brændstof er eksploderet, of dem der er involveret tjener styrtende på krisen. Der er rygter om at de også er begyndt at smide brænde på bålet ved finansiel støtte til oprørsgrupper der blokerer grænser og veje i lavlandet med vold og trusler.Konsekvenserne synes uoverskuelige for nepaleserne og mange økonmiske aktiviteter er gået helt i stå. Alt andet lige må det betragtes som et lyspunkt, at der sker en gradvis åbning af grænserne og nogle lastbiler har kunnet passere. Dog ikke grænsen der forsyner Kathmandu, hvilket. Hvis krisen ikke snart løses, er risikoen for at sætte Nepals udvikling yderligere tilbage overhængende.