Historisk set har byen altid været ramme for nye bevægelser og strømninger. Bylivet befinder sig altid i en udviklingsproces. Derudover har også opfattelsen og måden at analysere og forstå byen ændret sig gennem tiden. Byrummet har bestået af forskellige områder, der har været bosted for forskellige af samfundets klasser. Denne rumlige opdeling har optaget mange forskere b. la. urbansociologen Ernest W Burgess. Hans teori om byens indretning har haft stor betydning gennem tiden. Spørgsmålet er, om der kan ses træk fra Burgess’ teori hos moderne urbane teoretikere. Derudover har forskellige teoretikere peget på forskellige elementer som drivkraften bag byudviklingen. I nogle tilfælde humane og sociale, i andre tilfælde økonomiske og i helt tredje tilfælde kreative.

Richard Floridas analyse der oprindeligt stammer fra bogen ”The rice of the creative class” (Florida 2002) påviser en sammenhæng mellem områder – i særdeleshed større byers – økonomiske vækst og deres appel til den kreative klasse. Florida står bag nutidens populære tendens til at fokusere på det kreative som en vigtig drivkraft for byudviklingen. Mange byplanlæggere, arkitekter og politikere har ikke tøvet med at tage ideen om den kreative klasse som drivkraft til sig. Kreativitet er centralt i udviklingsplaner for store metropoler som små provinsbyer. Men er kreativiteten en vigtig drivkraft for byens udvikling?

Endvidere er det vigtigt at overveje hvilke mennesker den kreative klasse består af, og hvor i byen de findes? I forhold til dette spørgsmål er det også afgørende at fokusere på, hvad de kreative tiltrækkes af? Det sidste er væsentligt i forhold til hvilke elementer, der skal satses på for at gøre området attraktivt for det kreative segment.

Ifølge den danske geograf John Pløger (2002) har den kreative bølge ramt hele Europas bypolitik og planlægning. Men hvad er det for en kreativitet der er tale om? For Florida rækker det kreative langt ud over det, der oftest forbindes med kreativitet, og som opstår i atelierne rundt omkring i de kreative kredse. Floridas opfattelse af kreative mennesker indbefatter også entreprenører, innovative, multimediefolk og desuden en lang række formidlere og forhandlere af kreativitet (Florida 2007). Spørgsmålet er, om der kan sættes en grænse for hvad der er kreativt? Og hvor grænsen går mellem det kreative og det kommercielle?

Floridas teori har fået meget succes mange steder, og der findes elementer heraf i mange strategier og vækstplaner. Men Floridas teorier møder også kritik: Sker fokuseringen på det kreative på bekostning af væsentligere forhold og er andre samfundstendenser egentlig af større betydning for væksten?

Burgess’ koncentriske cirkler

En kendt metode til at beskrive det rumlige aspekt i bysociologien er ”de koncentriske cirkler”. Sociologen bag denne metode er Ernest W. Burgess (2007), der var en del af Chicagoskolen. Burgess arbejde koncentrerede sig om at forklare byens organisering gennem en form for social-kortlægning. Meget af hans teori er baseret på byudviklingen i USA, men kan i mange tilfælde anvendes på europæiske forhold. Metodens formål er at belyse og analysere byens forskellige områder, deres placering og interne sammenspil. Burgess (2007) søgte at beskrive det naturlige ved byens udformning, og sammenlignede ofte byen med en organisme, hvor en masse delhandlinger tilsammen udgør en større sammenhæng, en såkaldt metabolisme. Denne anvendelse af de biologiske metaforer er meget typisk for Chicagoskolen. Cirklerne anvendes, udover til illustration af byens organisering, også som metode til at illustrere den typiske proces bag byens ekspansion. Burgess (2007) beskriver ofte denne ekspansion som byens evolution på en måde, der leder tankerne hen på Darwinismen. ”Organisme-opfattelsen” af byen har mødt meget kritik, for dens manglende sociale og kulturelle vinkel.

De karakteristika Burgess (2007) beskriver, kan stadigvæk identificeres mange steder i byudviklingen, specielt i nogle af de klassiske industribyer. Men det er tydeligt at byens zoneopdeling har forandret sig, og at der er kommet nye typer af behov og værdier til blandt byens beboere. I det følgende afsnit beskrives Burgess’ klassiske cirkelmodel (figur 1), og det diskuteres, hvorledes byens udvikling følger dette mønster.

Figur 1: Model over byens koncentriske zoner (Burgess 2007 : 76)

Byens udvikling sker ved, at hver zone ekspanderer ud i den næste zone, denne form for udvikling kan sammenlignes med plantebiologiens udviklingsmønstre. Burgess udpeger også nogle områder, der går på tværs af cirklerne (se figur 1). Disse områder starter ved kernen, og er kileformede ud herfra. Disse områder har en mere heterogen befolkningssammensætning. Det er svært at sætte en fælles betegnelse på disse områder, fordi de oftest er af meget forskellig karakter. Områderne er ofte at finde bag byens centrale togstation. Populært sagt er områdets beboere de som er kommet ind med toget, men aldrig er kommet videre. I København findes et sådan område f.eks. på Vesterbro, området bag Hovedbanegården langs Istedgade.  Områderne er byens ”slumområder” med mange immigranter og småkriminelle, men er også hjemsted for kreativitet og innovative mennesker. Disse områder har mange navne; ”Latinerkvarter”, ”Bad land”, Black belt” etc. I det følgende vil jeg bruge begrebet ” regenerations område” for disse områder. Områderne er på den ene side karakteriseret ved uhomogenitet, konflikter, uroligheder, men samtidig som innovative og dynamiske. Fælles for områdets beboere er at de er optaget af håbet om at ændre deres liv til noget bedre (Burgess 2007).Centralt i Burgess’ teori er bykernen, det såkaldte ”loop” (I). Kernen er byens puls, det er her alt er samlet: handel, underholdning etc. Det er ud fra denne bykerne at udviklingen sker (Burgess 2007). Den næst inderste cirkel (II) er et område præget af transition. Her finder man ligeledes mange forretninger og lette industrivirksomheder, men området er mere dynamisk end kernen. Den tredje cirkel (III) er primært bestående af arbejderboliger, og er hjemsted for de mennesker der arbejder i de to inderzoner. I København kan denne zone sammenholdes med de ydre brokvarterer. Den næste cirkel (IV) er også et boligområde men det er primært præget af et-families huse. Området er primært beboet af mere velstående familier. Disse områder beskrives også som ”bright light area”, eksempler herpå er Vanløse og Hellerup. Den yderste zone (V) er b. la. satellitbyer, pendlerzoner og forstadsområder beliggende lidt længere fra centrum, med omkring en hel til en halv times transporttid til kernen (Burgess 2007)

Stedet i centrum

Der er stor forskel på den rumlige fordeling af byens forskellige boligformer, og endvidere hvilke forskellige klasser og typer der tiltrækkes af de forskellige områder. Sociologen Pierre Bourdieu (2002) anser samfundet som værende opdelt i forskellige sociale rum, de såkaldte felter. Hver felt har sine individuelle arenaer, værdier, love og interesser. Bourdieu mener, at forskellige egenskaber og ressourcer er tilstede i forskellige felter (Bourdieu 2002). I Floridas teori om den kreative klasses er stedets ligeledes et centralt tema. Florida fokuserer på, at den økonomisk udvikling finder sted i specifikke arenaer, det vigtige består i at aktivere de enkelte steders ressourcer (Florida 2007). Inspirationen hertil har Florida hentet i Alfred Marshalls agglomerationsteori, der viser at økonomisk aktivitet har en tendens til at opstå i klynger, hvilket betyder at ensartede firmaer kan drage fordel af hinanden (Florida 2007).

De kreative – Hvem er de?

I Floridas teori om ”den kreative klasse” er individets humane kapital i centrum. Ifølge Florida skal individets talent aktiveres og være drivkraft for økonomisk udvikling. Florida mener at dette talent i særdeleshed findes hos samfundets kreative. Men hvad er det for mennesker der udgør denne kreative klasse? Og hvorfor er de interessante for samfundet?

”Kreative mennesker” er de, der laver kreativt arbejde i en meget bred forstand. En klasse af innovative mennesker, der gennem deres netværk og kreative talent er med til at skabe noget nyt (Florida 2007). Der er der flere forskellige former for kreativitet, og desuden forskellige kreative niveauer. Det Florida kalder den ”super-kreative-kerne” eller ”de særligt kreative” er b. la. ingeniører, universitetsprofessorer, digtere, forfattere, arkitekter og mange flere. Det er denne type kreative, der er de vigtigste, da de udgør en klasse af ”skabende kreative”. En anden gruppering inden for den kreative klasse er de ”kreative professionelle”, hvis rolle er af en mere udførende art: Det er f.eks. jurister, forretningsfolk, marketingansatte og ansatte i sundhedssektoren.

I Floridas teori dækker den kreative klasse op mod en tredjedel af arbejdsstyrken, og udgør derfor et bredt spektrum af beskæftigelsesområder (Florida 2007). Ifølge Florida (2007) er det den kreative klasse, der skaber den økonomiske udvikling i samfundet. Derfor er det vigtig at satse på de forhold, der tiltrækker den kreative klasse.

Kreativ Agglomeration

”De kreative” er meget mobile og bosætter sig hvor forholdende er ideelle (Florida 2007).

Der ses mange eksempler på, at de samles i klynger udvalgte steder i verden. Tendensen viser, at de flytter fra de veletablerede samfund med gode faciliteter og trykke rammer. De tiltrækkes ikke af de ting, der almindeligvis anses for at tiltrække nytilflyttere som f.eks. shopping centre, motorveje, sportsfaciliteter og entertainment, men derimod af åbne og diverse samfund, med plads og rum til forskellighed og udfoldelse. De foretrækker byer og områder med særlige kvaliteter såsom et rigt kulturliv, samt en bred vifte af muligheder, åbenhed og tolerance over for folk med anderledes livsstil og værdier, samfund hvor der er mulighed for, at deres identitet som kreative skabere bliver værdsat (Florida 2007). Floridas teori er, at den kreative klasse tiltrækkes af områder, der er i besiddelse af det han kalder ”3T”: teknologi, tolerance og talent. Han mener at kunne vise en sammenhæng mellem 3T og økonomisk vækst. Han bygger meget af sin forskning på statistiske korrelationer. Hans metode er at undersøge sammenhæng mellem forskellige faktorer i samfundet. Hertil bruger han en lang række forskellige indeks, f.eks. ”talent indeks”, ”melting pot index”, ”gay index” og ”bohemian index” (Florida 2007). Disse indeks skal forsøge at beskriv graden af de forskellige 3T, der findes i et givent område. Jo højere en score området får på de forskellige indeks, jo bedre er de disponeret for at få en positiv økonomisk udvikling (Florida 2007). Områder der får en høj score er de føromtalte” regenerations områder” der går på tværs af de koncentriske cirkler.

Opgør med den klassiske økonomiske geografi

Florida (2007) gør op med en klassisk tankegang inden for økonomisk geografi, der gennem årtier har sværget til, at infrastruktur, vidensinstitutioner og lave priser, er de vigtigste elementer til at skabe økonomiskudvikling. Florida (2007) er enig med den klassiske teori i, at evnen til at tiltrække virksomheder – og specielt stærke klynger af virksomheder – er vigtig for at skabe økonomisk udvikling. Forskellen er, at Floridas vej til økonomisk udvikling, som det ses på figur 2, går gennem den kreative klasse og deres evne til at skabe gode forhold for virksomheder. Derfor fokuseres der i Floridas teori på, at forbedre de stedskvaliteter der tiltrækker de kreative (Florida 2007)

Figur 2: Floridas model for Økonomisk udvikling (Smidt-Jensen, 2009).

Berlin er et eksempel på en by, der har satset på at fremme det kreative. Derfor fremhæves Berlin ofte som et klasseeksempel på et kreativt super-cluster. Et af de områder der oftest nævnes er Prenzlauer Berg, området omkring Kastanienallee, der på samme måde som Istedgadeområdet strækker sig i en kile ud fra byens kerne. Det var her det kreative opstod i sin tid. Den tyske socialgeograf Stefan Krätke har beskæftiget sig meget med kreativitetens rolle i Berlins økonomiske udvikling. Noget af det der er unikt for Berlin er, at de kreative sub-miljøer har sat gang i en kreativ udvikling, der har spredt sig til mere kommercielle niveauer. Dette kan tilskrives det faktum at kreativiteten har haft en interaktion med high-tek industrien, altså det sidste T (teknologi) i Floridas 3T teori. Berlin er i dag således førende inden for media-industrien og kultur-produktionen, og det er lykkedes byen at tiltrække hovedsæder for kreative virksomheder som MTV og Universal (Krätke 2004).

Byens ”sprækker”

Nogle områder er særligt interessante for tiltrækning af kreativitet. Det er de føromtalte” regenerations områder” eller ”byens sprækker”. Disse områder har ikke tidligere været præget af stor økonomisk vækst og fremgang. Befolkningen har ikke haft særligt gode indkomster, og har ofte været beskæftiget i lavtlønnede og midlertidige arbejdsforhold, bl.a.. inden for kunst og andre kreative jobtyper Disse ”sprækker” kan ud fra Floridas teori blive omdannet til nøgleområder for byens økonomiske vækst. I København findes sådanne områder omkring Skt. Hans Torv og på Vesterbro. Disse områder er nu præget af cafeliv og mange små design- og specialbutikker. En tendens man ofte ser i disse områder er, at det ikke kun er kreative pionerer, der flytter ind, men at der med dem følger en lang række andre tilflyttere. Det vil ofte udvikle sig således, at det er den føromtalte ”kreative kerne”, der først opdager sprækkerne og deres værdier. De skaber forhold, der efterfølgende tiltrækker de kreative professionelle. Efterfølgende vil området blive interessant for et bredere udsnit af befolkningen, der tiltrækkes af de muligheder der opstår i området. Dette nye segment er forbrugere af kreativitet, der udnytter de projekter som sættes i gang af de kreative. Man kan sige at: “livsnyderen” flytter med, og nyder godt af det, den kreative iværksætter har skabt (Pløger 2002).

Gentrificerings processer

Det er langtfra alle, der er begejstret for at byens ”sprækker” bliver indtaget af nye beboere. Det ses i flere undersøgelser blandt bybefolkningen. Kritikken går på at når der skal være plads til nye beboere, må der nødvendigvis være nogle der må forlade området. Ifølge Pløger (2002) er det essentielle, at der planlægges for at bevare forskelligheden, hvilket ikke vil ske hvis en befolknings gruppe bliver favoriseret.

På grund af økonomisk udvikling og byfornyelsesprocesser er ”regenerationsområderne” blevet tilført mere symbolsk kapital, og har fået en højere værdi. De kunstnere og kreative pionerer, der i første omgang bosatte sig i området, må forlade det igen. Dels fordi boligpriserne er steget så meget, at de ikke har råd til at blive, dels fordi områderne har skiftet karakter og er blevet mainstream, hvilket ikke appellerer til dem (Stöber, 2008). Denne gentrificering er noget mange nuværende og tidligere beboere på Vesterbro og Skt. Hans torv kan genkende (Explora og Niras, 2008).

Denne tendens findes også i Prenzlauer Berg området i Berlin. Området er efterhånden blevet så mondænt, at de oprindeligt kreative mennesker er flyttet til andre ” regenerations områder” som f.eks. Friedrichshain, der nu er det nye kreative center i Berlin (Krätke 2004). Dette er en interessant udvikling, der viser den kreative klasses mobilitet. Udviklingen er helt i overensstemmelse med Floridas teori om den meget mobile kreative klasse, der ikke ønsker at bo i områder, der er for mainstream, men netop søger det mere heterogene og dynamiske byliv (Florida 2007)

Kreativitet i krisetider

Floridas vækstteori er specielt blevet implementeret i byer, der har befundet sig i en form for udviklingsvakuum, hvor de ikke har kunnet konkurrere med andre industri- og innovative byer. Et godt eksempel herpå er Berlin, der efter murens fald har befundet sig i et vakuum økonomisk og kulturelt. Byen har været splittet på mange fronter, og har været ude af stand til at konkurrere med de andre store tyske byer som f.eks. München og Hamburg. Til gengæld har byen haft en masse ”sprækker” og midlertidige tomme rum, der kunne anvendes til pionerende kreative projekter. Desuden har byen haft et højt antal personer uden beskæftigelse, der har kunnet løfte opgaven med at skabe projekter i disse rum (Krätke, 2004). Et eksempel fra Danmark er Vejle, der i høj grad har ladet sig inspirerer af Floridas teori. Vejle har haft svært ved økonomisk at konkurrere med de større danske byer. Derfor har planlæggere i Vejle satset på kreativitet som en drivkraft for væksten. Florida er blevet et ikon for byen og har holdt flere foredrag her (Sperling 2008).

Floridas teori (2007) har redet på den bølge af økonomisk overskud, der har præget store dele af verden før og efter årtusindeskiftet. Der har været råd til at bruge penge på det kreative. Spørgsmålet er hvorledes den kreative klasse og de kreative områder, der er opstået i opgangstider, vil kunne klare den økonomiske recession, der har påvirket verden siden 2008. Fælles for mange i den kreative klasse er, at de lever af drømme og visioner. Men med den svingende økonomiske situation vil der opstå et fokus på at skabe sikkerhed gennem uddannelse og job og dermed tryghed for familien. Dette har fået flere debattører til at forudsige den kreative klasses fald (Kastrup 2009).

Det manglende sociale aspekt

Bourdieus kapitalbegreb bruges til at forklare, hvordan en skævt fordelt adgang til materielle og kulturelle ressourcer kan skabe og reproducere magt og ulighed i de sociale felter (Järvien 2006). Mange sociologer har gennem tiden anvendt og videreudviklet Bourdieus begreb om den sociale kapital i samfundet.  En af dem er sociologen Putnam, der beskriver social kapital som noget der b. la. opstår i de relationer og netværk, der findes mellem folk i samfundet. Putnam bruger begrebet til at beskrive, hvorledes normer og tillid i et samfund producerer social kapital, der styrker fællesskabet og dermed genererer positiv udvikling (Putnam 1995). Herhjemme anvender Gunner Svendsen, begrebet social kapital til at forklare samfundets tilbagegang og fremgang (Svendsen 2001). Da den kreative klasses sociale netværk i lokalområdet er begrænset, kan den kreative klasse være årsag til en nedgang af sociale kapital i samfundet. Putnam har senest med teorien ”Bowling alone” redegjort for at forskellige mekanismer b. la. individets privatisering af fritiden medfører erosion af social kapital (Putnam 1995).

Som følge af Floridas manglende anerkendelse af den sociale kapitals vigtighed for samfundet, har mange sociologer kritiseret ham. De er ikke enige i, at hans teori om kreativitet kan skabe samfundsudvikling. De mener derimod at det er de sociale relationer, der er det essentielle for samfundet. Det er styrkelse af disse relationer der kan føre til vækst og have positiv påvirkning på den økonomiske udvikling. Naboskab og social ansvarlighed er essentiel som middel mod ensomhed eller andre sociale problemer. Uden disse sociale netværk vil samfundet ikke kunne fungere optimalt (Svendsen 2001).

Den fragmenterede by

I Bylivsundersøgelsen af Explora og Niras (2008) ses det at tilflytning til ” regenerations områderne” sker på bekostning af de tidligere beboere. Efter Pløgers anskuelse bliver byen mere fragmenteret, og mister dermed sin fysiske og sociale sammenhæng. Dette skyldes bl.a., at de nye tilflyttere ikke i særlig høj grad er interesseret i ”det nære”. De bruger de muligheder de ser i byen, men føler ikke et ansvar for at få lokalsamfundet til at fungere. Dette betyder at bylivet kan komme til at virke som et overfladisk sted hvor folk mødes i overfladiske relationer; de mangler en egentlig interesse i at engagere sig i naboens liv (Pløger, 2002). Teorierne om bylivet som overfladisk er ikke ny. Sociologen Georg Simmel (2007) mente, at der i bylivet fandtes andre adfærdsmønstre end dem, der var gældende uden for byen. Menneskers færd i byens ”pengemaskine” gjorde dem til overfladiske individer, med fokus på forbrug og søgen efter underholdning og fornøjelse (Simmel 2007).

Erosion af det lokale ansvar og fællesskab, skyldes ikke nødvendigvis, at den kreative klasse består af asociale og ligeglade mennesker, men derimod deres fleksibilitet. De har stort behov for netværk og inspiration, men da afstand ingen rolle spiller i denne henseende, kan inspirationen og interaktionen lige så godt ske i forhold til ligesindede i andre bydele, eller i andre byer (Explora og Niras, 2008). Globale flows er vigtige for den moderne bys udvikling, de nedbryder afstandens betydning og giver nogle helt andre muligheder for global interaktion mellem byerne. Mange moderne byer opfattes som såkaldte metabyer. Bag dette begreb ligger, at det er byer, der ikke kan forstås ud fra sin helhed, men ud fra dens forskellige dele og disses relationer og interaktioner. Det er byer, der ikke kan forstås ud fra dens strukturelle kontinuitet, men derimod ved deres permanente forandringer og overgange (Pløger 2002).

Pløger (2002) hævder, at bypolitikken og planlægningen i hele Europa er optaget af at skabe kreative miljøer og oplevelsesbyer. Målet er at tiltrække turister og erhvervsliv. Han mener at fokusset på byudvikling og interurban konkurrence sker på bekostning af en planlægning for social forskellighed. Pløger (2002) er enig med Explora og Niras (2008) i, at dette vil medføre højere grad af segregering. Derudover mener han, at der er risiko for social ekskludering og større socialt skel mellem folk (Pløger 2002).

Florida er klar over det manglende sociale aspekt i sin teori om den kreative klasse, men han ser problemet fra en anden vinkel. Han mener at samfundet har forandret sig, og at der ikke længere er behov eller efterspørgsel efter disse sociale relationer. Han mener at se en tendens til, at folk flygter fra samfund, hvor den sociale kapital er for dominerende. Florida mener, at det den moderne befolkning leder efter er en form for quasi-anonymitet, der indebærer relationer som er mindre faste. Som han siger, ønsker den moderne bybefolkning ”week ties more than strong ties” (Florida, 2007: 292). Tanken er ikke ny, og allerede Tönnies (2007) bemærkede at bybefolkningen bevægede sig mod andre former for relationer. Han peger på at samfundet har gennemgået en ændring fra at basere sig på de primære relationer ”Gemeinschaft” i retning af at basere sig på de sekundære og tertiære relationer ”Gesellschaft” (Tönnies, 2007). Hvorvidt samfundet vil vende sig mod de sociale relationer og reetablere en kontakt til det sociale netværk under krisetider, som den der i øjeblikket præger verdensøkonomien, kunne være et interessant studie.

Hvem planlægger vi for?

Et meget relevant spørgsmål stilles af Pløger (2002) i essayet om ”den fragmentariske by”: Hvem planlægger vi for? Når planlægningen kører på højtryk for at gøre forholdene så gode, at den ”kreative kerne” tiltrækkes heraf, kan det risikeres at det sker på bekostning af andre samfundsgrupper. Derfor kritiseres Floridas teori for at fremme uligheden. Mange ressourcer bruges til at tiltrække kreativitet, hvilket kan komme til at betyde, at allerede velstillede befolkningsgrupper forkæles yderligere. Hvis den kreative klasses påvirkning på den økonomiske udvikling er så stærk, som det påstås, vil dette problem ikke være aktuelt, idet der vil forekomme en trickle–down effekt, således at alle samfundsklasser vil kunne nyde godt af udviklingen (Florida 2007). I lighed med Chicagoskolen og Burgess tankegang, vil der efter en inversionsperiode med ubalance ske en stabilisering, og byen eller ”organismen” vil opnå en ny ligevægt (Burgess 2007) Der er dog som Pløger peger på, stor tendens til at byen forbliver fragmenteret, og at udviklingen kun kommer beboerne i udvalgte områder til gode (Pløger 2002).

 

Referencer

Bourdieu, Pierre (2002): ‘Habitus’. I: Hiller & Rooskby (eds.) Habitus: A sense of place. Ashgate. S. 27-34. (8p).

Burgess, Ernest W. (2007): [1925]: ‘The Growth of the City: An Introduction to a Research Project’. I: Jan Lin & Christopher Mele (eds.) The Urban Sociology Reader, pp.73-81.

Explora & Niras konsulenterne (2008). Københavnske bylivsværdier. Livsformsundersøgelse for Københavns Kommune. Københavns Kommune, København.

Florida, Richard (2002): The rice of the creative class. And How It’s Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life. Basic Books,

Florida, Richard (2007): Cities and the Creative Class. I: Jan Lin & Christopher Mele (eds.) The Urban Sociology Reader, pp.290-301.

Järvien, Margaretha (2006): Pierre Bourdieu I: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen (red.) Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzel, pp 342-363

Kastrup, Mads (2009): Den Kreative Klasses fald? Berlinske Tidene 16. Nov. 2009. http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2009/11/16/den-kreative-klasse-og-trafikfors%C3%B8get/

Krätke, Stefan (2004): City of talents. International journal of Urban and regional research. VOL 28.3 sep. 2004

Pløger, John (2002): Den fragmentariske by og det “gode byliv”. Udfordringer for fremtidens by-og boligplanlægning. Et essay. Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm.

Putnam, Robert D. (1995): ‘Bowling alone – America’s declining social capital. I: Journal of Democracy, 6.1, pp.65-78.

Simmel, George (2007) [1903]: ‘The Metropolis and Mental Life’. I: Jan Lin & Christopher Mele (eds.) The Urban Sociology Reader, pp.23-31.

Smidt-Jensen, Søren (2009): Gæste forelæsning: “Den kreative klasse” Forelæsning v Skov og Landskab. LIFE den 01-12.2009.

Sperling, Anna von (2008): “Da Vejle mødte Florida” Information 29. Feb. 2008 http://www.information.dk/155725

Stöber, Birgit et al. (2008). Berlin creative industries. Governing creativity? Industri & innovation vol. 15. No. 5 pp. 531-548

Svendsen, Gunnar Lind Haase (2001): ’Hvad er social capital’. I: Dansk Sociologi, 2001.

Tönnies, Ferdinand (2007) [1887]: ‘Commuity and Society’ I: Jan Lin & Christopher Mele (eds.) The Urban Sociology Reader, pp.16-22