Den dynamiske urbanitet kan opfattes fragmentarisk, da fysiske elementer er adskilt fra de sociale processer. Planlægningsprocessen fokuserer ofte kun i begrænset grad på hverdagslivet i byen, hvilket betyder, at hverdagslivet og menneskets daglige rytmer og interaktion med de urbane omgivelser ofte overses i planlægningen.
Det urbane er vanskeligt at afgrænse og definere, hvilket giver byplanlæggerne store udfordringer. Der findes utallige diskussioner om hvordan byen skal opfattes, og hvorvidt det er muligt at afgrænse byen (Simonsen 2005; Amin 2004; Massey 1994; Madanipour 2001). Byen opfattes meget forskelligt, alt efter hvilken position byen studeres fra, samt hvilket interesseområde der danner baggrund for studiet (Madanipour 2001). Byen består ikke alene af mange forskelligartede områdetyper som: erhvervsområder, forstæder, centrere, ghettoer, kulturområder, men har også mange forskellige funktioner som: trafikknudepunkt, handelscentrum, kulturudveksling, for blot at nævne nogle få. Desuden er der mange institutioner samlet i byen: traditioner, historier, identiteter, sprogbrug osv. og mange forskellige aktører: borgere, planlæggere, sub-bevægelser, forretningsfolk osv. Byen er en dynamisk enhed bestående af materielle forekomster, sociale praksisser og sociale processer (Simonsen 2005).
Undersøgelsen af rytmer i planlægning tager udgangspunkt i casestudier fra to forskellige urbane områder i Danmark: det første omhandler et ”New Town” projekt i Trekroner ved Roskilde, hvor planlægningen af en ny by, i et tidligere ruralt område, har forsøgt at inkludere og planlægge rytmer og hverdagsliv i et område, hvor disse ikke tidligere har været tilstede. Denne case viser et eksempel på planlægning, der fokuserer på at rytmer bliver dannet. Den anden case er fra Vesterbro i København, hvor der modsat Trekroner allerede findes rytmer. Planlægningen skaber en situation hvor rytmer bliver brudt. Intentionen er at nye rytmer vil opstå i området og have en positiv betydning for området. Det diskuteres i begge tilfælde, hvilken betydning ændringerne har haft for området, hvordan lokale beboere er inkluderet i processen og hvorledes planlægningen har taget højde for områdets rytmer (afsnit 7).
Indledningsvis (afsnit 2) beskrives de aktuelle tendenser i forståelsen af det urbane. Herefter følger en teoretisk redegørelse for menneskets position i det urbane rum (afsnit 3), samt byens rytmer (afsnit 4), hverdagsliv (afsnit 5) og produktion af skala (afsnit 6). Rytmeanalysen bruges som et epistemologisk værktøj til at undersøge og diskutere hverdagsliv, rytmer og planlægningsskala i de to caseområder (afsnit 7).
Byen i dag
Byen er påvirket af eksternaliteter, og består af netværk og flows af ideer, information, viden, penge, mennesker og kultur. Alle disse flows påvirker byens organisation, og skaber relationer og forbindelse til andre områder, der får betydning for byen. Det betyder også at byens grænser skal forstås og defineres på en ny måde, hvor de fysiske grænser bliver mere uklare (Amin 2004). Rum og sted har fået en ny betydning, og påvirker byen. Det skyldes først og fremmest de nye former for kommunikationsteknologi og stigende mobilitet (Madanipour 2001). Men også den globale diskurs og øget fokus på at følge globale tendenser, påvirker opfattelsen af rum og sted (Amin 2004). Doreen Massey taler om “the global sense of place” (Massey 1994) hun mener, at steder ikke kun får deres særpræg og identitet fra historien, eller fra deres unikke karaktertræk, men også fra de interaktioner, sociale relationer, processer, oplevelser og forståelser, der mødes via flows og netværk på et givent sted. Disse processer er ofte konstrueret på en meget større skala end stedet selv, og repræsenterer derfor nogle overordnede og globale tendenser og diskurser (Massey 1994).
Den nye urbane politiske økonomi er baseret på re-skalering og glokalisering af økonomien og politikken. Det kommer også til udtryk på det sociale plan i form af øget polarisering, segmentering og differentiering (Simonsen 2005). Der er ligeledes tale om en forskydning af magten. Det er vanskeligere at definere hvor magten og ansvaret for et område kan placeres; mange aktører påvirker udviklingen i byens rum, og der opstår nye regionale eller globale magtcentre. De er med til at skabe en magtasymmetri, hvor den egentlige magt skal findes helt andre steder, end hvor den udøves (Amin 2004). Stedsidentitet spiller en anden rolle. Steder skal både rumme flere forskelligheder, samtidig med at det er det enkelte steds unikke kvaliteter, der skal gøre det konkurrencedygtigt, og i stand til at tiltrække besøgende, kapital, investering samt den nødvendige kvalificerede arbejdskraft. Fokus er derfor rettet mod at gøre byer attraktive, og forbedre deres konkurrencemuligheder på den globale markedsplads (Madanipour 2001).
Mennesket og de urbane omgivelser
For Henri Lefebvre er mennesket og menneskekroppen central, for at kunne forstå og analysere rummet. Han fokuserer på menneskets rolle og menneskets interaktion med sine omgivelser, en tilgang som ofte overses i byplanlægningen (Simonsen 2005). I en samtid, hvor flows, netværk, mobilitet og globalisering bliver brugt i omfattende grad til at beskrive og afgrænse byen, er det nærliggende at glemme menneskets behov, vaner og rutiner, som oprindeligt er udgangspunkt for de sociale relationer og processer. Sådanne behov, vaner og rutiner benævnes rytmer. Rytmer er interessante for en byforståelse; rytmerne i byen ér og skaber selve byen, uden dem vil der være tale om en tom (fysisk) skal. Ved at inkludere rytmer i rumforståelsen sættes menneskekroppen i centrum, hvilket skaber en human tilgang til byrummet. Mennesker producerer sig selv i rummet samtidig med at de producerer selv samme rum. (Simonsen 2005).
Også Ali Madanipour, der har en baggrund i urban design, ser mennesket som essentiel for at forstå byen.
”..While understanding space is essential in understanding people who make it and us it, it is by no means a substitute for understanding people’s patterns of thought and behavior, which has a causal impact on the study of place-making.” (Madanipour 2001: 160).
Menneske og sted er to uadskillelige faktorer i forhold til byplanlægning. Dette syn repræsenterer en kritik af den modernistiske rationalisme, hvor materielle elementer i byen blev tillagt afgørende betydning, i modsætning til f.eks. Lefebvre, der ser repræsentation frem for materielrealisme som afgørende for et sted. Det materielle er kun interessant, og giver kun mening sammen med den sociale praksis, da det materielle er produceret af menneskelige handlinger og ud fra menneskers ideer (Madanipour 2001).
Byens rytmer
Lefebvres rytmeanalyse kan sammenlignes med en analyse af et stykke musik, der indeholder melodi, rytme og harmonier. Med rytmeanalysen kan man observere eller ”lytte” til en bygnings, byens eller det urbane livs rytme, ligesom man lytter til et stykke musik. Det centrale i rytmeanalysen er kroppen og dens rytme. Kroppen kan opfattes som en metronom. Kroppen er bl. a. styret af søvn, sult, tørst, begær osv. (Lefebvre & Régulier 2003). Lefebvres beskrivelse af rytmer kan til tider blive meget poetisk og tilsyneladende uden megen relation til virkelighedens verden. Det er dermed ofte mere tilgængeligt at anvende andres fortolkninger af hans teorier. I dette essay, vil det primært være Kirsten Simonsens (2005) fortolkning af Lefebvre. Lefebvre skelner mellem to typer af rytmer: ”selvets rytmer” og ”det andets rytmer”. ”Selvets rytmer” er de private og intime rytmer (interne rytmer), f.eks. seksualitet og tankevirksomhed. Hvorimod ”det andets rytmer” ikke i samme grad er private. De retter sig mod det offentlige rum og menneskets offentlige liv (eksterne rytmer). Der findes mange overlap og interaktioner mellem de to typer af rytmer, og der skabes således bro mellem det private og det offentlige (Simonsen 2005). I dette essay ligger fokus på, de rytmer der findes i det offentlige rum og påvirker rummet, altså ”det andets rytmer”.
En anden opfattelse af rytmer findes hos Amin og Thrift, som ikke i samme grad fokuserer på menneskets intime rytmer, men tager udgangspunkt i de eksterne rytmer i hverdagslivet, samt de daglige handlings- og bevægelsesmønstre (Simonsen 2005). De mener at udfordringen for planlægningen er, at hverdagslivets rytmer skal opfattes som, noget der påvirker rummet uden for ”hjemmets fire vægge”, således at rytmerne bliver en mere integreret del af planlægningen.
”…. the everyday rhythm of domestic life have rarely counted as part of the urban, as though the city stopped at the doorstep at home” (Amin & Thrift 2002:18).
For Amin & Thrift er det en nødvendig del af moderne byplanlægning, at forståelse af rytmer og hverdagsliv inkluderes I planlægningen, idet det ikke er muligt kun at arbejde med de fysiske elementer, da de ikke kan ses adskilt fra sociale processer og rytmer. De mener ikke at hverdagens rytmer inkluderes i tilstrækkelig grad. For som det står i citatet oven for, mener de, at menneskets rytmer er blevet reduceret til noget, der hører til i hjemmet. De mener ikke at rytmerne anerkendes som en afgørende del af det offentlige rum (Amin & Thrift 2002).
Lefebvre bruger begrebet ”rytmeanalyse”, som en erkendelsesteoretisk tilgang, til at forstå og fokusere på menneskekroppen og dens tid og rumlige rytmer samt, dens relationer til byen. Med rytmeanalysen kan bylivet og dets mangfoldighed undersøges. Rytmeanalysen gør det muligt at inkludere hverdagens rytmer i en udvidet rumlighed, og dermed få dagligdagsrytmerne i spil i erkendelsen af stedets unikke form (Simonsen 2005). Lefebvres tilgang til at forstå byen gennem dens rytmer er til for at kunne opfange byens variationer og mangfoldighed. Rytmer er også et tidsbegreb, der skildrer gentagelser og variationer. Med rytmerne kan forståelsen af tid, rum og sted sammenkobles i en forståelse ad de sociale liv der findes i byen. En persons rytmer afhænger af flere forskellige faktorer: alder (og dermed mobilitet), køn, familietilknytning, beskæftigelse, valg af transportform osv. (Simonsen 2005).
Hverdagsliv og livsformer
Hverdagslivet er det liv mennesker lever hver dag, det er det ”almindelige”. Et hverdagsliv er karakteriseret af lokaliseret aktivitet, rutiner, vaner og involvering i forskellige former for sociale aktiviteter og social interaktion (Simonsen 2005). Samtidig er hverdagslivet, det liv vi lever, opretholder, genskaber, fornyr og ændrer hver dag gennem hele livet. (Bech-Jørgensen 1994). De flest mennesker er til en hvis grad bevidste om deres hverdagsliv, men problemet er at afgrænse og definere det på en analytisk dækkende måde. Hverdagslivet er ikke statisk, for selv om det er sammenholdt af vaner og rutiner, vil der altid forekomme ændringer og afvigelser. Ingenting er nøjagtigt det samme dag efter dag. Menneskets hverdagsliv bidrager til at konstruere den urbane dynamik. Hverdagslivet inkluderer mange former for social praksis. Det er i hverdagslivet at summen af alle relationer og processer, der skabes af og mellem mennesker findes. Derfor er hverdagslivet uadskilleligt fra de urbane omgivelser. Men mennesker lever deres liv forskelligt, deres hverdagsliv er forskelligt, de har dermed forskellige rytmer, og deres tilgang til at bruge og påvirke byen er forskelligt. Det er denne forskellighed der er med til at skabe både potentialer og problemer (Simonsen 2005).
Begrebet livsform kan anvendes som fortolkningsramme, til at fortolke hvorledes typer mennesker forholder sig til byen. Omvendt er livsformerne med til at skabe forskellige områders identitet, i sammenhæng med f.eks. stedets historie, fysiske elementer og stemninger (Dahl og Øllgaard 2004). Et område er derfor multipelt konstrueret af personer eller grupper med forskellige, ideer, mål og tilgange (Madanipour 2001). Problemet er, at det er svært at tilgodese alle livsformer ligeligt i planlægningen, og det vil derfor være uundgåeligt at planlægge på nogle gruppers præmisser (Dahl og Øllgaard 2004).
Mangfoldighed og diversitet er med til at skabe dynamiske byer, men kan samtidig betyde risiko for at der opstår konflikter mellem forskellige livsformer med modsætninger i deres hverdagsliv og rytmer. Planlægningens opgave er at skabe en identitet for et område, eller skabe muligheder og plads for at området kan skabe sin egen identitet. Det er vigtigt, at denne skabes af dem der bor i området, men også dem der arbejder der, eller på anden måde bruger rummet (Madanipour 2001). En anden risiko er generaliseringerne, ofte er det lettere for menneskets forståelse at generalisere sine omgivelser, og det man ser og oplever, samt de personer man møder. Faren er at vi misforstår det der omgiver os, og dermed skaber karikerede historier og tilgange (Madanipour 2001).
Overordnet set er der to store grupperinger i planlægning, dem som oplever rummet inde fra (beboere), og dem der ser området ude fra (planlæggere osv.). Der er en tendens til, at det er sidstnævnte gruppering får mest indflydelse på rummets udformning. Man kan tale om en magtforskydning, der betyder, at planlægningen ikke inkluderer områdets beboere i tilstrækkelig grad (Madanipour 2001).
Produktion af stedet
Lefebvre bruger rytmeanalysen til, at forklare hvordan byens rum skabes (”production of space”). Et af de centrale områder for Lefebvre er produktion af skala. Han bruger skalabegrebet til, at forklare hvorledes rummet produceres. Rummet er hierarkisk inddelt, og der er en tendens til ”scaling from above”. Hvor rummet anses som produceret og kontrolleret fra oven. Lefebvre forsøger at vende skaleringen om, således at de praksisser og strategier, der foregår mellem mennesker, opfattes som vigtigste processer for produktion af rummet (Nielsen & Simonsen 2003).
Som beskrevet i afsnit 2, består byen af nye strømninger, hvor mange forskellige netværk spiller en rolle. Lefebvre mener, at nye hierarkiske inddelinger påvirker den lokale skala. Ligeledes betyder agglomeration af bl.a. økonomiske aktiviteter i byen, at der sker en ændring af de urbane magtfaktorer; en re-skalering af magthierarkiet (Nielsen & Simonsen 2003). Produktion af rummet inkluderer mange forskellige aktører og foregår på tværs af mange skalaer. Alligevel er tendensen, at planlægning er vertikal, hierarkisk og top-down styret. Magtgeometrisk er tale om en uligevægt, hvor nogle niveauer overses, f.eks. er der manglende opmærksomhed på de processer, der findes ”under” byens overflade – mellem mennesker i deres hverdagsliv (Nielsen & Simonsen 2003). Der er flere grunde til at rummet fremstår magtasymmetrisk, bl.a. fokusering på kapital, samt staten som den mest magtfulde aktør i forhold til konstruktion af rummet. Samtidig med manglende fokus på tendenser og forskelle i det sociale liv f.eks. kultur, forbrug, køn, race og hverdagslivets praksis (Nielsen & Simonsen 2003). Lefebvre tager udgangspunkt i kroppen, og forklarer rummet nede fra, gennem først; kroppen, hjemmet, samfund, byen, region, nation og til sidst det globale. Gennem aktuelle nutidige flows mellem mennesker, skabt gennem deres interne og eksterne relationer, nedbryder han skel mellem det private og offentlige, og får mennesket placeret mere centralt i forbindelse med produktion af rummet (Nielsen & Simonsen 2003).
Det lokale fungerer som arena for hverdagslivet og det rutineprægede liv. Det er her den fysiske nærhed mellem individer, og deres hverdagsliv skal interagere med politik og planlægning. Udfordringen er at inkludere og skelne mellem forskelle i det lokale rum. Samtidig med at både det spontane og det rutineprægede hverdagsliv har plads til at udfolde sig. Det er i den lokale arena at arbejde, velfærd, boligforhold, socialisering, og offentlig service udspilles og udfordres. Det er vigtigt ikke at overse mikro niveauet i planlægningen, da det ofte er her succes og fiaskoer viser sig tydeligt. Men udfordringerne er mange f.eks. i forhold til distribueringen af de offentlige goder, håndtering af modstridende interesser og sikring af, at alle høres og inkluderes (Amin 2004).
Planlagte og brudte rytmer i byrummet: Trekroner og Vesterbro
Ved alle former for byplanlægning ligger der er et ønske om at ændre noget ved et område, forny området for at forbedre forholdene. Ændringer og påvirkninger af lokalområder, og dermed også den lokale befolkning, er uundgåeligt, hvorved det heller ikke kan undgås at ændre på nogle af områdets rytmer.
Nedenfor præsenteres to eksempler på nutidig byplanlægning. Der er valgt to områder med meget forskellige baggrund, karakteristika og geografisk placering: New Towns i Trekroner ved Roskilde og byfornyelse af Vesterbro i København. Først præsenteres områderne, og hvorledes mennesket er inkluderet i planlægning. Derefter diskuteres i hvert af de to tilfælde, hvorledes Lefebvres tanker og forståelse af et områdes rytmer inkluderes, herunder hvorledes hverdagslivet har betydning for planlægning. Desuden vurderes det hvordan et fokus på re-skalering af planlægningen, gennem fokusering på rytmer og hverdagsliv, vil kunne dreje planlægning i en retning, hvor befolkningens interesser varetages og tilgodeses.
Trekroner, planlægning af rytmer og hverdagsliv.
Trekroner er et boligområde øst for Roskilde, ca. 60 km fra København, det er bygget ud fra princippet om New Towns. Ideen med New Towns var at skabe byer, der havde alt, både boliger, arbejdspladser og servicefunktioner. Derfor er området lokaliseret tæt på Roskilde Universitet. Men Trekroner kan dog ikke halt karakteriseres som en by, der har alt. Den store udfordring for en ny by som Trekroner er at hverdagslivet ikke længere udelukkende er forbundet til lokalområdet, men har relationer til flere ofte geografisk adskilte steder (Bille 2007).
Opførelsen af nye byer eller bydele, f.eks. de såkaldte New Towns har fundet sted i mange år. Men byplanlæggernes opgave har altid været udfordrende og problemfyldt. Nogle ting kan nemt planlægges, som f.eks. de fysiske omgivelser og infrastruktur, hvorimod andre ting som hverdagslivet og de sociale relationer ikke kan planlægges (Madanipour 2001). Rytmerne, i et område som Trekroner, strækker sig geografisk ud over bygrænsen. For de fleste beboere inkluderer hverdagslivet to eller flere steder. Dels det sted hvor de bor, men også det sted hvor de arbejder. Måske er der flere steder, der har betydning for deres hverdagsliv. Således bliver befolkningens hverdagsliv opdelt. En egentlig analyse af rytmerne er vanskelig. Problematikken er kendetegnende for en mere generel tendens i samfundet, hvor pendling bliver mere almindeligt og påvirker menneskets rytmer (Nielsen & Hovgesen 2005). Flere områder har betydning for hverdagslivet, ofte er det dog arbejdssted og boligsted, der har den største betydning. Man kan sige at de forskellige beboere i et område som Trekroner alle har forskellige relationer til forskellige områder. Dette kan sammenholdes med den føromtalte netværksteori, hvor de relationelle forbindelser uden for området får større betydning (Amin 2004).
Planlæggerne bag Trekroner har derfor skullet tilgodese hverdagslivet og skabe muligheder for, at rytmer kan opstå i det nye område, samtidig med en anerkendelse af, at det ikke er muligt at disse nye boligområder bliver ”rigtig byer” i traditionel forstand. Da det er vanskeligt at skabe ny boligområder med samme liv og puls som ”gamle” byer (Bille 2007).
De kvaliteter der bliver lagt vægt på i Trekroner er f.eks., at sikre boligområder der har høj grad af kvalitet, sikkerhed, funktionalitet og er æstetisk tiltrækkende. Trekroner er en soveby, der skal opfylde de behov befolkningen har, når de har fri fra arbejde. Der er dermed fokus på rekreative kvaliteter, som f.eks. adgang til naturen. I dette tilfælde skabelse af en kunstig sø. Derudover er der skabt nogle uformelle mødesteder, hvor der er mulighed for at skabe relationer til andre beboere. Desuden er ro og fred højt prioriteret. Der er mange tiltag, der fokuserer på at skabe gode rammer for beboernes fritid og den del af hverdagslivet, der er knyttet hertil (Bille 2007).
Trekroner – Rammer for familie, arbejde og byrelationer
Der er ingen tvivl om, at Trekroner kun opfylder en del af beboernes behov. Beboernes hverdagsliv er som beskrevet delt mellem flere områder. Arbejdsliv, indkøb samt brug af kulturelle faciliteter kræver mobilitet og foretages i andre områder. Pendling er dermed en afgørende faktor for området. En rytmeanalytisk analyse af området vil derfor fokuserer på det netværk af rytmer, der forbinder flere områder. Man kan sige, at mobilitetsfaktorer er meget afgørende for befolkningens rytmer, at området er betinget af mobilitet og muligheden for at komme til og fra området. Transportmuligheder er derfor prioriteret højt i planlægningen af området, bl.a. ved nærhed til motorvejen (Bille 2007).
Det er typisk hensynet til familielivet, der er den primære drivkraft for tilflyttere til Trekroner. Familierne søger et sted med gode muligheder for familielivet, hvor både børn og forældres behov for socialt samvær og fællesskab kan blive tilgodeset, samtidig med at forældrene kan bevare deres arbejdsplads i byen og deres relationer til det urbane liv. Børnefamilierne søger væk fra byen (København), fordi der er dårlige forhold for børnene og familielivet med for små og dyre boliger, for meget trafik og manglende fritids- og legefaciliteter. Udover familielivet er mulighed for bo/boligfællesskab også et vigtigt element i Trekroner byggeriet. Mange tilflyttere har boet lang tid i byen og er vant til at have et hverdagsliv med nærhed til andre mennesker og mulighed for mange fælles aktiviteter, med mulighed for både praktisk og socialt forpligtigende nabo- og fællesskab. Dette tilgodeses i trekroner. Sammenfattende tilgodeser trekroner i høj grad rytmerne hos en børnefamilie med behov for plads og med stærke relationer til storbyen (Mazanti 2005).
Rytmer har udgangspunkt i menneskekroppen og dens forskellige behov, og spreder sig ud i rummet (Simonsen 2005). Der er derfor ikke muligt at planlægge nye rytmer. Men som det kan ses i Trekronerområdet, har planlæggerne forsøgt at skabe nogle rammer, hvori hverdagslivet og menneskets daglige rytmer kan finde sted. Det er vanskeligt at bygge nye byer med en bestemt rytme. Men gennem den fysiske planlægning er det muligt at skabe nogle rammer, der tiltrækker mennesker med bestemte rytmer og hverdagsliv. Selv om det ikke har været muligt at inkludere beboerne i selve anlægsfasen, idet området ikke tidligere var beboet, har planlæggerne gennem de fysiske elementer søgt at gøre plads til, at tilflyttere til Trekronerområdet kan skabe deres eget hverdagsliv i lokalområdet, når de har fri, samtidigt med at deres behov for at bruge andre områder i deres daglige rytmer også tilgodeses. Ved at indtænke rytmer og hverdagsliv i planlægningen opnås en mere bottom-up tilgang. Rammerne for at de nye tilflyttere kan skabe deres egne rytmer og hverdagsliv, er blevet ind tænkt i planlægningen af Trekroner. Planlæggerne har ønsket at tiltrække et segment, der kunne udnytte potentialet i området til at skabe et hverdagsliv baseret på et selvvalgt fællesskab, der rummer en kombination af karrierer, familieliv og sociale relationer i lokalområdet. Spørgsmålet er, om man kan få mennesker til at følge de tanker, der ligger bag planlægningen. Om rytmerne vil forme sig, som det var hensigten. Fordelen ved Trekroner er, at hverdagslivet får frit spil, hvor det netop er lagt op til, at beboernes selv former det social i de fysiske rammer. Tilflytterne er i Trekroner er tidligere byboere, der er afhængig af, og tiltrukket af livet i byen, og ønsker at skabe et tilsvarende hverdagsliv i de nye omgivelser (Mazanti 2005). Udfordringen for et område som Trekroner, er det store netværk af rytmer, der kobler hverdagslivet til andre områder langt fra Trekroner. Spørgsmålet er, om mulighederne i lokalområdet er tilstrækkelige til at tilfredsstille beboerens behov for sociale relationer, eller om bylivet vil trække for meget i beboerne, på bekostning af det lokale.
Vesterbro gentrificering og brud med rytmer
Vesterbro, et centralt område I København, har tidligere været byens latinerkvarter, der husede mange af byens skæve eksistenser. Vesterbro skulle, som en del af et ønske om at øge Københavns popularitet internationalt og at forbedre byens økonomiske situation, omdannes til et attraktivt område for folk med højere indkomster. Samtidig skulle Vesterbro være et kulturelt område med potentiale for kulturelt orienterede og kreative mennesker fra andre bydele og fra hele verden (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008)
Der har været et ønske om, at bryde de mønstrer og ændre de dagligdagsrytmer, der har karakteriseret hverdagslivet på Vesterbro. Dette skulle gøres ved at tiltrække et nyt segment. Tidligere har såkaldte skæve eksistenser været almindelige i gadebilledet, og har udgjort en betydelig del af områdets beboere. Lejlighederne var små og ofte med dårlige sanitære forhold. Lave huslejepriser gjorde det muligt for grupper lave indkomster at bo i området. Byfornyelsesprojekterne bevarede bygningernes ydrekarakteristika, således at Vesterbros identitet og historie blev bevaret gennem fysiske elementer. Lejlighederne blev grundigt renoveret indvendigt, nogle blev slået sammen, og bad og toilet blev tilført. (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008). Det segment man ønskede at tiltrække var unge kreative mennesker, med middel eller høje indkomster. Et andet ønske var, at de studerende der boede i området ikke flyttede efter, at deres uddannelse var færdiggjort, således at børnefamilier også kom til at karakterisere området. Med byfornyelsen af Vesterbro blev byens rytmer brudt. Det overordnede mål med byfornyelsen var at renovere de meget gamle bygninger i området, men planen rummede også ønske om at ændre det hverdagsliv der havde præget området gennem lang tid. Specielt for Vesterbro var også nattelivet, hvor både narkomaner, prostituerede samt festende unge mennesker prægede området. Vesterbro var et område med mange forskellige rytmer, ønsket var at bryde de negative rytmer, der belastede området. Målet var at tiltrække beboere med et andet hverdagsliv, en anden brug af det urbane rum og nogle andre rytmer. De nye beboere skulle være med til at bryde de negative rytmer, og give området et løft. Således at Vesterbro skulle være et mere attraktivt område med en styrket økonomi (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008).
For at gøre ”bruddet” med de oprindelige rytmer mindre hårdt, blev der lavet overgangsordninger, i form af huslejenedsættelse mv. således at nogle af de gamle beboere kunne fortsætte med at bo i området. Men da mange af ordningerne kun var for en kortere periode, varede det ikke længe før, mange af de oprindelige beboer måtte forlade området, og blev tvunget til at finde andre områder at bosætte sig I. Det var ikke kun økonomiske forhold, der gjorde at mange måtte søge til andre områder. Men også fordi de ikke længere oplevede at have et tilhørsfold til stedet, eller at deres hverdagsliv kunne forenes med områdets nye identitet, stil og rytmer. Deres færden i området blev begrænset, og nogle grupper, f.eks. narkomanerne, oplevede endog restriktioner i forhold til hvor de måtte mødes og færdes (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008).
Vesterbro succes eller fiasko
Vesterbro er på mange måder et succesområde, mange nye og ressourcestærke mennesker er flyttet til, og indkomst- og udannelsesniveauet er steget. Området er tydeligvis blevet gentrificeret. Mange af de belastede mennesker er flyttet fra området, og præger ikke gadebilledet i samme grad som tidligere. Vesterbro er blevet et såkaldt ”Wallpaper-område”, der kan tiltrække kulturelt interesserede turister fra hele verden, og har været med til at hæve Københavns popularitet internationalt (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008). Mange iværksættere er blevet tiltrukket af Vesterbro, og mange mindre erhvervsvirksomheder, og butikker er vokset frem i området. Desuden har de nye beboere været med til at øge skattegrundlaget. Det er nogle andre livsformer der nu repræsenterer Vesterbro, med et andet hverdagsliv, og nogle andre rytmer. Det er f.eks. børnefamilierne, der bruger byen i dagstimerne, hvor børnene er i institutioner i lokalområdet, og indkøbet bliver gjort lokalt. Det er desuden de mange små kreative butikker og cafeer, der også giver området en ny dynamik, og gør området attraktivt for iværksættere og kreative mennesker. Men samtidig påvirkes mange af de mennesker, der også boede i området før, og det har store sociale konsekvenser for disse befolkningsgrupper. De nye mere velhavende beboere og børnefamilierne har på mange måder overtaget området, og klager nu over, at der sidder narkomaner i deres opgange, eller at der ligger kanyler på gaden til fare for deres børn (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008). Det er tydeligt, at de nye rytmer har haft let ved at etablere sig på Vesterbro, idet den pulserende og kreative stemning i bybilledet er iøjnefaldende. De oprindelige rytmer og hverdagslivet blandt de mere skæve beboere er blevet begrænset til enkelte områder. Deres rytmer er under hårdt pres fra det nye, idet de forskellige rytmer kun kan sameksistere i begrænset omfang. Hvis man ser på de oprindelige beboere, har byfornyelsen således ikke været en succes, tværtimod har den været traumatisk. Heller ikke hvad angår de beboere, der er fraflyttet området, og har måttet tilpasse deres hverdagsliv til et nyt område (Gutzon Larsen & Lund Hansen 2008).
Eksemplet fra Vesterbro viser byplanlægning, der overordnet fokuserer på de økonomiske og planmæssige forhold, uden at tage højde for områdets rytmer og beboernes hverdagsliv. Med byfornyelsen af Vesterbro var intensionen at ændre rytmerne til gavn for byen, og det har i den henseende været en succes. Planlægningen har været præget af en top-down tilgang, der har fokuseret på at gøre den centrale del af København mere attraktiv. Det har på mange måder været en nødvendig udvikling for Københavns identitet og økonomi. Men hvis man ser på det fra en anden vinkel, har det haft store konsekvenser for de oprindelige beboere. Processen med at bryde rytmerne og ændre hverdagslivet på Vesterbro har ikke været neutral, da der ligger en politiskbeslutning bag planlægningen. Det har været en politisk beslutning at regulere området, for at skabe en form for normalisering af hverdagslivet. Planlægningen har indfriet de forventede mål, Vesterbro er blevet løftet ud af sine gamle rytmer, men tilgangen har været asocial, og har ikke haft mennesket i fokus, men derimod fokuseret på de mere økonomiske aspekter og mål. Et område kan ikke altid bære, at rytmer og hverdagsliv bliver brudt op. I Vesterbros tilfælde ser det ikke ud til, at det har været et problem, da nye rytmer hurtigt har vundet indpas i området. Hvilket viser den dynamik, der er kendetegnende for mange af nutidens byrum. De mange flows og relationer skaber byen, således at nye rytmer, nye beboere og deres livsformer og hverdagsliv hurtigt bliver en integreret del af byen.
Det urbane rum har ændret sig. Det er nye definitioner, og nye former for planlægning der skal til for, at håndtere byens mere komplekse form. Det stiller krav til planlæggere, der skal inkludere flere aspekter i planlægningen. En rytmeanalytisk tilgang til planlægning kan give et mere holistisk billede, af hvordan rummet kan opfattes. En tilgang der ikke udelukkende fokuserer på de fysiske elementer, men som gennem fokus på hverdagsliv og rytmer inkluderer de sociale relationer og menneskets interaktion med sine urbane omgivelser.
Når et område ændres, vil det nødvendigvis få betydning for området, og dermed også for de mennesker der lever der. Nye veje, stationer, butikker, bygninger osv. påvirker området, som dernæst medfører at beboernes rytmer ændres. Det er uundgåeligt, men i de fleste tilfælde også positivt, da intentionen oftest er, at dække nogle behov eller ønsker fra befolkningen. Men i nogle tilfælde vil forandringer have negative konsekvenser for nogle befolkningsgrupper, som det var tilfældet med eksemplet fra Vesterbro. Rytmer brydes hele tiden, lige så vel som der konstant skabes nye rytmer og hverdagsrutiner. Men selvom det ikke er muligt at planlægge rytmer i et område, viser eksemplet fra Trekroner, at hvis der i planlægningen er fokus på hverdagsliv og livsform, er der en mulighed for at skabe nogle rammer, hvori befolkningens rytmer kan udfolde sig.
Trods det store pres som følge af konkurrence, økonomi og globale netværk, er det vigtigt, at mennesket ikke overses i planlægningen, da dette kan få betydelige konsekvenser for stedet og dets befolkning. Hvis det enkelte menneske og områdets rytmer bliver begrænset, overset eller forstyrret, kan der opstå konflikter og ubalancer i området. En måde til at sikre, at dette undgås, er ved at inkludere beboere og brugere i et område i planlægningsprocessen, ved grundigt at undersøge deres behov i det pågældende område. Således at områdets form og funktion kommer til at afspejle rytmer og hverdagsliv.
Litteraturliste
Amin, A. (2004): Regions unbound: towards a new politics of place, Geografiske Annals, 86 B (1):33-44.
Amin, A. & Thrift, N. (2002): Cities – reimagining the urban, Polity, Cambridge, pp.1-50.
Birte Bech-Jørgensen (1994): Når hver dag bliver hverdag, København: Akademisk Forlag
Bille, T. (2007): When nature and landscape substitute the urban square – the everyday urban
landscape in Trekroner, paper prepared for the ENHR International Conference in Rotterdam, 25-28 june 2007.
Dahl og Øllgaard (2004): Livsformer og Byplanlægning, Advice Analyse og Strategi
Gutzon Larsen, H, & Lund Hansen, A. (2008): Gentrification: Gentle or Traumatic? Urban Renewal Policies and Socioeconomic Transformations in Copenhagen. Urban Studies vol. 45(12) p. 2429-2448.
Harvey, D. (1989): The urban process under capitalism: a framework for analysis, in Harvey, D. (Ed.): The urban experience, Basil Blackwell , Oxford, pp. 59-89.
Lefebvre, H. & Régulier, C. (2003): ‘The Rhythmanalytical Project’. In: H. Lefebvre, Key Writings, E. Lebas, E. Kofman and S. Elden (eds.). Continuum. London.
Madanipour, A. (2001): Multiple Meanings of Space and the Need for a Dynamic Perspective. In Madanipour, A. et.al, eds: The Governance of Place –Space and planning processes, Ashgate, Aldershot, p.154-168.
Massey, D (1994): A global sense of place in: Massey, D. : Space place and gender. Universety of Miniapolis press, Miniapolis
Mazanti, Birgitte (2005): ’Det selvvalgte fællesskab – det kvalifi cerede naboskab’, TAPAS Working Paper 2005:01, Institute of Geography, University of Copenhagen, http://www.geogr.ku.dk/projects/tapas/working.htm
Nielsen, E, H & Simonsen, K, (2003): Scaling from ‘Below’: Practices, Strategies and Urban Spaces. European Planning Studies, vol 11, No. 8 p. 911-927.
Nielsen, T.A.S. & Hovgesen, H.H. (2005): Urban fields in the making: new evidence from a Danish context, Tijdschrift voor Economische en Sociale Geografie 96 (5): 515–528.
Pløger, J. (2010): Contested Urbanism: Struggles about Representation. Space and Policy, vol 14, No. 2, p. 143-165.
Simonsen, Kirsten (2005). Byens mange ansigter – konstruktion af byen i praksis og fortælling. Roskilde Universitetsforlag.